Nemesis

Man skal aldrig udtale noget om ens børns evner eller mangel på sygdom med sikkerhed. ALDRIG.
I dag har jeg besøg af Laura og Silke, hyggeligt som altid. Silke ender med at have et lille uheld på guvlet og i den anledning, ender jeg med lige at prale af min søn.
Ja han er 7 år nu og det er ved at være ret længe siden at bleer var noget han brugte, så det burde da være ret sikkert at prale med ham – på en eller anden måde.
Så jeg fortalte stolt Laura, at godt nok havde han været lidt længe om at slippe bleen, han var over 3 år,men da han slap da, skete det fra en dag til den anden. Jep ingen uheld overhovedet – ever.
Laura og Silke går hjem og 10 minutter senere kommer Brendan, Iben og Sønnich hjem – de har været ude at skøjte.
Brendan starter med at sige, at jeg lige skal komme ud og hjælpe Sønnich. Han kunne ikke holde sig mens Brendan og Iben handlede og havde tisset i buskerne, i støvlerne og i flyverdragten. Jamen hvad fanden sker der for det????
Ja det er jo ikke Sønnich jeg er træt af men at man ikke mere end 4 år efter at ungen har smidt bleen kan prale lidt af det, uden at Nemesis rammer en som en boomerang – en boomerang der har været undervejs i evigheder og så alligevel beslutter sig for at komme tilbage.

Dagen har været fantastisk.Vi fik gået en tur i det dejlige vejr og hygget os noget så eftertrykkeligt.
Brendan tog efter frokost med de stor unger til Esbjerg for at stå på skøjter og jeg fik flyttet vasketøj rundt. Fik lagt 1 1/2 Ikea pose vasketøj sammen og på plads og to 2 fyldte Ikea poser med beskidt vasketøj med ned. Det er så nedslående at man aldrig kommer til bunds i det vasketøj.

Jeg fik taget billeder på vores gå tur. Bare snapshots, men det er også de vigtigste billeder jeg nogensiden tager.

SonnichLiv2_januar14

Liv_3januar14

family_januar14

IbenLiv_januar14

Sonnich_Januar14

Iben_14januar

SonnichLiv_14januar

Liv2_januar14

Liv_14januar

Sonnich2_14januar

Når jeg ser billeder i musik

Det gør jeg meget ofte faktisk. Der er sikkert en eller anden fise fornem forklaring på, hvorfor nogle gør sådan, men jeg vil ikke vide det. Jeg har altid gjort det og jeg håber aldrig det blive anderledes.
I går fik jeg en kjole til Liv, som jeg forelskede mig i for 2 år siden. Dengang sad den på den smukkeste rødhårede pige og efter at have set den på Freya, måtte jeg bare eje en. Jeg fandt den aldrig. Så vild var overraskelsen, da jeg fik den overrakt i går, for Freyas mor havde husket, at jeg var helt syg med den. Det er så sødt og så betænksomt og faktisk ret vildt. Kjolen er til en str. 3-4 år og det er jo ikke en hemmelighed, at Liv ikke er blandt de største og hun er ikke engang 2 år endnu. Alligevel skulle den prøves på, fristelsen var for stor. Og Liv synes hun var fin, ja det syntes vi alle faktisk. Jo den er lidt stor, men netop ved kjoler, kan det have sin charme og det her var ingen undtagelse. Så Liv drønede rundt og var fin. Det er her musikken kommer ind. Mens jeg betragtede mit smukke glade barn, havde jeg melodien “Dear Jessie” af Madonna kørende i hovedet. Jeg havde den så meget, at jeg faktisk gik på youtube og fandt den. Den er så meget Liv,der med hendes smil og leg, bare er et rigtigt barn – der ser på verden med forundring.

Så billederne her, bør ses med sangen i baggrunden.

dresscollage

Det er uredigerede billeder, for tiden er ikke til det og faktisk, kan jeg lide dem as is. Nogen gange er urørt bare perfekt og sådan har jeg det med disse. Snapshots af en glad unge, billeder der gør mig glad.

dressweb

Der blev også tid til leg på trappen, noget som ellers er forbudt. Hun klarede det forbløffende godt, på trods af lang kjole.

Det meste af eftermiddagen blev brugt i sengen. Sønnich og Iben og jeg er gået i gang med Ronja Røverdatter og jeg synes det er fedt. Hvor er det fantastisk at læse bøger for de store unger, som man selv elsker at læse. Vi tog tre kapitler i første hug og 1 1/2 mere her til aften – vi glemte helt tiden og ungerne kom en anelse for sent i seng. Men vi elskede det også selv om Liv gør det svært at koncentrere sig.

Sønnich bestak jeg i dag til at tage et par billeder. Jeg har ikke ofte billeder af ham og det er lidt trist. Jeg har i lang tid sagt, at jeg ville have et billede af ham med sin hat på, fordi han ser så lækker ud med den (ja ja hatte fetisch – I know ) og i dag var dagen. 5 minutter i haven og vi fik faktisk noget brugbart ud af det. Han er så lækker den dreng, smuk og klog og en rigtig romantiker, en blød og eftertænksom dreng.

IMG_8302editweb

IMG_8314editweb

IMG_8307editweb

Og det var så den weekend, kan man vist roligt sige. Lige om lidt går jeg i bad og kort derefter i seng. Jeg er spændt på hvordan stemmen har det imorgen, for her til aften er jeg meget hæs og der er ikke meget kraft i den. Hvor ville jeg ønske at weekender var længere. Dette er anden weekend i streg, der bare forsvinder for øjnene af mig og den næste, bliver ikke bedre. Påsken må gerne komme hurtigt.

Overvældet og overrasket

På den meget fede måde. Dem der kender mig, ved at der skal meget til at jeg ikke ved hvad jeg siger, virkeligt meget. I dag vidste jeg faktisk ikke hvad jeg skulle sige, fordi den gavmildhed jeg blev mødt med var så stor men endnu mere, de tanker der lå bag gavmildheden. Jeg fik et smykke i dag af en veninde og ikke bare et hvilket som helst smykke, nej det smukkeste smykke lavet til mig. Smykket er et vodoo smykke, som det så smukt blev kaldt – I like it, og er en smuk oxyderet kæde med en ring i, hvor i der hænger det smukkeste kamera. Uden for ringen hænger der tre små perler,der hver symboliserer mine tre fantastiske børn. Jeg er så rørt over smykket, over de tanker der er blevet tænkt, over at blive overrasket helt uventet, over at en travl veninde har brugt tid og krudt og penge og fantasi på, at få lavet noget så smukt og noget som er tiltænkt mig, for at bringe mig lykke. Jamen jeg har ikke nok ord til at beskrive hvad det betyder for mig – det er så overvældende. Liv har kigget på det hele aftenen og sagt Fiiiin og Seeeee, det er store ord fra hende og et seal of approval. Sjovt nok, kom der her til aften en mail om en opgave i min mailbox og jeg kunne ikke lade være med at sende en tanke til min vodoo kæde 🙂

Dagen har været skøn, så helt igennem. Fik sovet ret godt i nat, Liv var næste eksemplarisk og ungerne stod først op omkring klokken 8. Jeg fik gået en dejlig formiddags tur med Liv og handlet ind til at få besøg og vi nød det smukke frostklare og kolde vejr. Vi havde et fantastisk besøg, stille og roligt og afslappende og som altid, endte jeg med at have et overskud af energi. Den energi blev brugt på hurtigt at få lagt vasketøj på plads og så ellers drage ud i det smukke vinter vejr, for at tage billeder. Nu gik det hverken værre eller bedre end at jeg faldt i et gammelkendt mønster – jeg endte med at pege objektivet mod min skønne datter mere end landskabet. Så jeg tager af sted imorgen igen – alene – med en kop kaffe. I det mindste overholdt jeg igen mit nytårsforsæt om snapshots og jeg elsker dem, billederne af Iben og hendes nye build a bear bamse der hedder Bella.

IMG_6715

IMG_6730web

IMG_6702edit

And this last one is for Grama. It was all Ibens idea to have a little tribute to the quilt session.

IMG_6691editweb

I morgen kommer Jamie, jeg glæder mig helt vildt og håber vi får nogle fantastiske dage. Hvis jeg ellers får taget nogle billeder i morgen af Livsen, skulle der være gode chancer for at min hemmelige slyngekarmanisse får en af de smukke kreationer at se, de ligger nemlig fremme, lige til at tage på i morgen tidlig.
Jeg er røvforkælet 🙂

Langsomme juledage

Glædelig jul. Glædelig fantastisk jul. Jeg synes det er så fedt at mine unger oplever en dansk hvid jul, men kælkning og røde kinder, frost på træerne, smukke røde og blå aften og morgen himler der farver sneen – jamen er det ikke bare perfekt. Julen har været skøn, afslappende og dejlig og hyggelig og anti travl. Det er i disse dage at vi kan mærke, hvor lille vores familie egenlig er. Vi har ingen julefrokoster, ingen forpligtelser overhovedet og vi har bare daset den, stået sent op, spist morgenmad længe, leget med nyt legetøj og for mit vedkommende, ligget på mit nye varmetæppe og plejet min nyerhvervede forkølelse.

Jeg har delvist pakket min indre fotograf af vejen. Jeg har taget snapshots, jeg har ikke bekymret mig en døjt om regler, lysfald og komposition og jeg nyder det.

IMG_6607edit

Juleaften blev holdt hos min søster og det var skønt. Ungerne var eksemplariske og dejlige. Der blev danset og hygget på Almas værelse, som også var vores udkigspost efter julemanden. Han blev spottet flere gange af Sønnich.

IMG_6639web

IMG_6640web

Var det julemanden jeg hørte?

IMG_6643web

IMG_6644web

IMG_6651web

IMG_6656

IMG_6626web

IMG_6628web

Og jeg kunne ikke dy mig for at købe noget nyt tøj til Liv. HUn er så skøn, hun stråler som en lille sol og peger på sig selv og hviner FIIIIIINNNN. Uh hun er så kær.

IMG_6617web

Dagen derpå blev det hygget og hygget og hygget. Julegaver prøvet og studeret.

IMG_6656web

IMG_6657web

IMG_6660web

Lige nu drikker jeg varm chokolade, lavet at chokoladeskeer. Jeg havde planer om at lægge billeder ud af alle de lækre sager jeg modtog med posten lige før jul – men det skete ikke. Skumfiduserne blev hurtigt spist, tøjet kom hurtigt i brug og der er kun chokolade skeer tilbage. At der ikke er billeder, er bare et bevis på at gaverne er elsket og skattet, vi måtte bare bruge dem med det samme. Jeg ved ikke hvem du er kære fe, men mange mange tak. Jeg vil garantere at man kan se Livsens tøj i brug her på bloggen i den nærmeste fremtid, for det er bare så sødt.

Langsomme juledage · · 26. Dec 2010 · 12:45 · Uncategorized, , · 1 comment

Man kan vænne sig til meget

og det forsøger jeg så nu – at vænne mig til at Ibens ansigt ikke gør som det plejer. Ibens parese er ikke væk. Vi synes den er blevet bedre, men væk er den altså ikke. Man bemærker det næppe når hun bare ser på en helt almindeligt og ser lidt sørgmodig ud.

IMG_4456edit

Nu er Iben bare ikke en pige uden mimik og derfor synes vi, som forældre, at man alligevel ser det ret meget. Hun er ikke mindre smuk, intet har ændret sig der men hun er svær at læse for os. Synes hun det er sjovt? Er hun usikker? Har hun brug for at vi træder til med støtte? Var det en nervøs trækning?

Untitled-1

Den ene halvdel af hendes ansigt sover og vil ikke vågne til dåd – ikke endnu. Vi håber det kommer og vi tror det kommer og vi synes vi kan se små fremskridt. Det er svært at se sit barn se anderledes ud sådan pludseligt. Jeg kender hver en fregne på det dejlige ansigt, hver en smilerynke og lille prik i iris. Nu skal jeg genopdage det med det nye udseende og der er kameraet min bedste ven. Iben er vant til at jeg altid render rundt og knipser billeder af hende og hun synes ikke det er spor underligt – hvilket det jo heller ikke er. Hun er min smukke datter og det ville da være bizart at holde op med at tage billeder nu.

IMG_4452edit

IMG_4451edit

IMG_4450edit

I går brugte vi på Rømø. Rømø med det smukke lys og den vidunderlige natur. Når så solen skinner, himlen er blå og ungerne en blanding af umulige og dejlige, så må Canonella med på tur. Sønnich var ikke i skide godt humør, mildt sagt. Fredag havde vi brugt sammen med et vennepar og det blev en anelse sent og det er ingen af vores børn gode til dagen derpå. Hvis nu jeg havde været en helt igennem sød mor, så havde jeg ladet hans surmuleri fare i fred – men det er jeg ikke 😉 Jeg har en svaghed for alle børns udtryk og jeg synes faktisk det er vigtigt, at vi også gemmer den slags minder i vores billedealbum.

surdreng

I går fik jeg taget snapshots. Jeg fik taget billeder af alle mulige ting og handlinger, helt (næsten) uden at skænke lys, rule of thirds, skygge, eksponering og alle den andre ting, mange tanker. Og jeg elsker de billeder der kommer ud af det. Jeg elsker dem jo fordi mine unger er på dem og de er sgu dejlige uanset hvordan billedet nu lige bliver til.

IMG_4504edit

IMG_4510edit

IMG_4440edit

IMG_4533editwm

Om 5 dage trækker jeg stikket ud i en uge. Jeg glæder mig til en hel uge uden Slyngebarn, uden fotograf og patientvejleder rollen og en hel uge, hvor jeg bare skal tage billeder af mine egne unger.
Så kontakter du mig i tidsperioden mellem den 16.oktober og den 25 oktober, må du ikke forvente svar. Derefter skal jeg nok få svaret på beskeder både hist og pist i prioriteret rækkefølge 🙂