Det har været nogle underlige måneder, ja næsten et underligt år. Jeg fotograferede for første- men ikke sidste gang i mit liv, konfirmander i efteråret. Jeg er allerede booket til efterårskonfirmationer igen i år. Er det ikke skørt?
Jeg har holdt mig selv beskæftiget i den sidste tid. Det at være tvunget til at ikke at arbejde, har givet rigtigt meget arbejde. Pludseligt var der ikke undskyldninger for, hele tiden at udskyde projekter, så jeg startede en liste og gik igang. Listen bare vokser og vokser og vokser, men det er fedt. Det giver en følelse af fremdrift, at man opnår noget og jo flere ting jeg kan krydse af listen, jo flere ideer får jeg. Jeg får ikke nået det hele med det samme, men listen forpligter. Jeg har nogle kurser jeg vil tage, en hjemmeside der skal fornyes med tiden og en masse andre mere eller mindre spændende ting.
Jeg leger lidt med nogle ideer til nogle fotograferinger, hvor jeg vil skulle bruge modeller. Det bliver formodentligt mest familier med børn. Så går du rundt og leget med ideen om nogle sjove og anderledes familieportrætter, så kontakt mig på www.kristina.daley@gmail.com , det kan være vi kan hjælpe hinanden. Jeg kan godt afsløre at det vil blive aftenfotograferinger eller meget tidligt morgen (det vil sige omkring solopgang og solnedgang) og at det formodentligt bliver på Rømø. Interesseret????
Sikke en modtagelse man får, når man kommer hjem med en indkøbspose fuld af Karla bøger. Jeg har lånt dem af en kollega og ungerne vidste, at jeg kom hjem med dem. Jeg var knapt nok kommet ind af døren før jeg blev kærligt overfaldet af Iben og Sønnich. Der gik ikke mange minutter før vi tre lå i min seng og læste et par kapitler i bog nummer to. Vi måtte opgive at blive færdig med kapitel tre, da det lille monster a.k.a Liv kom og fik ødelagt hyggen. Mon ikke der er regnvejrs dage nok til at vi når dem alle.
Planen efter aftensmaden var, at Sønnich og Daddy ville ud at cykle, for Sønnich lærte at cykle mens vi var Færøerne! Iben og Liv og jeg ville så ud for at tage nogle billeder men inden vi har aftalt det, stod det ned i stænger. Så nu ser vi Lemony Snicket, alle på stribe.
Sommerferie er fantastisk, for vi behøver ikke overholde sengetider, det er kun mig der skal tidligt op imorgen – igen.
Don’t look back, you are not going that way.
Begge dele er sandt og usandt.
Idag har jeg brugt nogle timer med en skøn sprudlende familie. Familien var så positiv at det satte sit præg på resten af ming dag. Og når jeg lyttede til små brudstykker om den familie, kom det frem, at man netop skulle kigge bagud for at forstå den – selvom de alle er midt i at leve livet forfra. Historie og arv kan man ikke undvære og det er med til at skabe, de mennesker vi bliver.
Jeg gik derefter en tur med min egen familie. Vejret var smukt. Og jeg tog nogle meget ufancy billeder, fordi de betyder meget for mig. Billeder som jeg vil huske når jeg af og til kigger tilbage, for at minde mig selv om, hvordan jeg blev den jeg er.
Fordi hun er så sødt og fint et menneske. Hun har mere empati end en hel befolkning, ser positivt på alt og er glad. Jeg knuse elsker den pige og hun gør mig stolt og så gad jeg virkeligt godt være som hende.
Krøllen, den store krølle på hver side. Jeg elsker hvordan den understøtter hendes minik, hendes runde øjne og næsten karikerede lange og tykke øjenvipper som konstant slår smut i ansigtet på hende. Hun fortæller løs om starwars, spiderman,Harry Potter og Ninjargo. Hun er 2 år. Hun er fantastisk og dejlig og min lille store pige.
Sønnich min favorit søn. Han er et følsomt gemyt, en hidisgprop og en kærlig unge fra en anden verden. Han bliver en bedre og bedre storebror og jeg elsker at jeg må være en del af hans fantasi verden. Jeg elsker hans lydeffekter og at han taler konstant og uafbrudt.
Brendan min søde og kærlige mand. Han har i 9 år nu troligt slæbt rundt på mine overtrætter børn og han nyder det endda. Han er den bedste far man kan forestille sig og den bedste mand, jeg kunne drømme om.
Og uden de her mennesker og resten af min familie, giver jeg ikke mening, kan man ikke forstå hvem jeg er. Så jeg kigger tilbage, ofte og gerne – men jeg hænger ikke i fortiden.