Motion

Kors hvor er det her had/kærligheds forhold til motion for irriterende. Nogen dage løber jeg og kan næsten nyde det, andre dage – som i dag, er det rent tortur. Jeg hader hader hader at presse mig selv og derfor synes jeg heller ikke jeg bliver bedre eller hurtigere.
Og så er det jo faktisk ikke helt sandt alligevel. Sidste år kunne jeg max løbe 500 meter og nu løber jeg trods alt 7 km på en god dag. Men det er stadig hårdt og nogle dage, orker jeg det bare ikke. Nogle dage hader jeg det virkeligt.
Og det er kun løb jeg har det sådan med, danse motion gør mig bare glad og jeg elsker det. Timerne flyver afsted uden at jeg ænser det og det er skønt. En ting har al motion til fælles, det gør mig glad bagefter og giver mig energi.
Og det er vel derfor at jeg gør det! Igen og igen og igen.

Det må blive bedre med tiden, ikke?

Og hvis jeg skal være helt ærlig, sådan helt inde fra sjælen, så ville jeg ikke undvære al den megen motion jeg har fået ind i hverdagen. Jeg har vist bare nogle indre dovne dæmoner, som jeg skal have en seriøs snak med på et et tidspunkt.

forestcollage

Men jeg tør godt klappe mig selv på skulderen, for weekenden er blevet brugt godt og grundigt. Alle weekender burde være mindst 3 hele dage lange.
18,48 km tilbagelagt i blandet gang og løb. Årsregnskabet er næsten færdigt, der er blevet gjort rent og vasketøjskurvene kan jeg næsten se bunden på.
Og det er godt for nu er der igen et godt stykke tid til, at jeg kan holde weekend.
Og nu skal jeg lige vride resten af weekenden ud, som var det en våd karklud. Sidder i min røde chaiselong med en dyne over benene og puder i ryggen. Lige om lidt skal alles vinduer lukkes ned, gider ikke svare på mail eller forholde mig til facebook. Nej aftenens sværeste valg bliver om jeg skal bruge den sidste time sammen med Damon og Stefan eller Shane og de andre piger fra The L word. hmmmmmm.

Motion · · 28. Apr 2013 · 20:59 · Personlig