Month: December, 2013

I hjørnet af stuen

Jeg gemmer mig lidt lige nu. Er så træt at jeg knapt han holde øjnene åbne, men jeg hverken kan eller gider sove om dagen. Her i mit hjørne er det nogenlunde ro. Og i teorien ville jeg kunne se brændeovnen, men udsigten er spærret at bjerge af indpakningspapir og kasser, klar til at blive kørt på lossepladsen. Og normalt ville det ærgre mig at de stod der, men lige føler jeg at jeg kan gemme mig bag det.

Igår var skøn. Ungerne var så søde og de tog uendeligt lang tid om at få pakket deres gaver op. Det var overraskende faktisk. Liv blev så glad for nogle bøger om Winx ( serien hvoraf vores alternative navne kommer) og ville bare sidde og læse med Brendan. Hun skulle faktisk overtales til at fortsættte med at pakke gaver op.
Sønnich plejer at være umulig, men det var han slet ikke og da han fik sig en tablet, gik han helt i stå. Men det blev glade for alt hvad de fik, både hårde og bløde gaver.
Og vi voksne blev da også eftertrykkeligt forkælet og mest af alle nok mig.
I 10 år har jeg ønsket mig en Kenwood køkkenmaskine. Jeg elsker at bage og gør det gerne ofte og jeg vil gerne kunne fylde fryseren op med gode sunde alternativer til madpakken – men jeg kan ikke bage store nok portioner og skal jeg bage dobbelt og tredobbelt, får jeg det ikke gjort. Jeg har simpelthen ikke tid. Nu kan jeg og i dag har jeg bagt sunde pølsehorn og ungerne har godkendt dem. Senere i aften skal jeg lige smække en kage sammen, for imorgen får vi besøg. Jeg elsker den allerede og det var præcis den jeg altid havde drømt om.
Og jeg fik dejligt nyt tøj og vinterløbetøj og kompressionstrømper og en olielampe til udendørs og fantastisk hjemmelavede ting fra ungerne. Jeg føler mig røvforkælet.

Og vi fik spist og sunget og jeg blev voldsom forædt – hvilket kan ses af billederne fordi de er taget fra sofaen af – kendt som den dovne vinkel. Og det blev sent før vi kom i seng, rigtig sent.

Og dagen idag startede med fantastisk forvirring, hvor jeg endte med at lave rod i Ibens kor tider, så hun missede tjansen i den ene kirke. Og mor og jeg hørte Iben synge i kirken, og det lød smukt. Og bagefter hilste mor og far på Godadis. Og så blev der leget med perler og lavet candyfloss og overført kontakter til nye mobiler og installeret apps på nye tablets og vasket tøj og læste bøger og og og.
Det har kort sagt være en fantastisk 25. december.

Og nu, efter en endnu en tur over til hesten, har jeg ladet mig selv flade lidt ud på divaneseren,mens jeg tænker på, hvad jeg kan bage til min søster og følge til imorgen.
Aftensmad bliver leftovers og til Bridget Jones’s dagbog skal jeg indtage en voldsom overdreven mængde ris ala mande med kirsebærsovs. Jeg skal løbe langt i morgen!
Ungerne sover, hunden pruttter og julefreden har sænket sig atter engang.

x-mas1

x-mas2

x-mas3

x-mas4

x-mas5

Ejnar

x-mas6

Og bare for en god ordens skyld. Min far er ikke død på billedet, han snupper sig bare en vefortjent morfar. For Bedstefar har lidt den tort at måtte skifte navn som alle vi andre, han hedder nu Walter med tryk på TER.
Og billederne er taget ved ISO meget højt og er derfor farvet underligt efter stearinlysenes skær og der er meget støj på dem. Men i sådanne situationer er jeg ligelad. Med erfaring og selvtillid kommer evnen til at give slip og sende en pytmand efter korrekt og flot. Juleaften vil jeg fange stemning og følelser og minder. Jeg gider ikke skulle finde flash frem og eksponere korrekt – for sådan var min aften faktisk heller ikke. Min aften var perfekt i sin uperfekthed, lidt mørk og grumset og fuld af hygge og kærlighed. Og sådan er billederne også.

I hjørnet af stuen · · 25. Dec 2013 · 20:45 · Familier, Iben, Liv, Sønnich · No comments

Dagen før dagen

Ungerne er umulius. Eller to ud af tre er.
Iben er tålmodig. Ville så gerne ride idag, men Godadis trængte lige til en ekstra dag til at falde til. Der er så mange ting hesten skal forholde sig til. Nye mennesker, nye heste – hvoraf især en vallak er blevet lidt pjattet med hende, nye strigle pladser og gåture og dufte og lyde og at hun ikke længere har sit føl. Men det går fint og imorgen skal hun rides.
Og vores bestikkelses strategi har virket. Vi skal bare gå ned mod folden og hun kommer os i møde. Vi skruer langsomt ned for bestikkelsen, men til en start er det dejligt at hun kommer når vi gerne vil have det.

Og Iben og jeg skal heste imorgen. Og jeg vil også gerne løbe en tur. Og Iben skal synge i koret x 2 og de to andre unger skal underholdes. Vi får nok at se til.

Men juletræet er købt i lørdags og det står højt og rankt og pyntet. Vi er enige om, at i års træ er det smukkeste vi har haft. Og der har sneget sig lidt gaver ind under det, hjemmelavede og festligt indpakkede med små tegninger på. Og næsten alle gaver er pakket ind – jeg er vist den eneste der har et hængeparti.

Og lige om lidt er det juleaften. Og ungerne glæder sig. Liv på den lidt usikre måde – hun har reelt ikke så meget at have forventningens glæde i. Da jeg puttede hende sagde hun med lille stemme, at imorgen får vi én gave. Og det ved jeg med sikkerhed at hun får.
Sønnich glæder sig meget. Han har svært ved at rumme det men vi kan mærke han er blevet større, han er mere realistisk nu. Og han tog det så fint da vi måtte fortælle ham, at en af gaverne fra Canada ikke når at komme.

Og Iben glæder sig modent. Hun er beskeden og havde kun beskedne ønsker, for som hun siger ” synes hun ikke man kan ønske sig for dyre ting”.

Og aftenen før aftenen er der ikke noget mere passende end at læse The Polar Express i sengen.

alleweb

Dagen før dagen · · 23. Dec 2013 · 20:55 · Familier, Iben, Liv, Sønnich · No comments

Forventningens glæde

Nu er den store hemmelighed endelig kendt. Vi har fået et plejebarn. Den dejligste islandske hest med det skønne navn Godadis. Og det lykkes mig at holde det hemmeligt og overraske Iben.
Sidste søndag drog jeg til Rømø og underskrev lånekontrakt og fik købt grime og hovedtøj og stigebøjleremme. Og så har jeg ellers ventet og ventet og jeg har glædet mig og knapt nok sovet om aftenen. Og det har været så skide svært at holde mund.
Igår aftes var ulidelig og så ringede Joan med dårlige nyheder. Det blæste for meget, vi måtte udsætte projekt overraske Iben til omkring d. 27/12. Og jeg var skuffet – men det gav god mening. Ingen skal sætte liv og lemmer på spil og hestetrailer og stiv kuling duer ikke. Og da jeg gik i seng stormede det virkeligt. Regnen stod ned og vinden ruskede i huset og slog mod vinduerne. Og jeg faldt i søvn.

Og da jeg slog øjnene op i morges var der stille! Ingen vind, der var sågar en anelse sol. Og så kom SMS beskeden fra Joan ” Vi kommer alligevel med hende idag”.
Og jeg fik med en løgn om mavepine sendt resten af familien ud af døren til en gå tur og for så rundt i min iver og forvirring og støvsugede og sms’ede med en hel masse. Og da Joan var her, løb jeg ud af huset og glemte kamera, tændte stearin lys og kassen med overraskelser til Iben.

Og Godadis kom på fold og det gik fint og endeligt kom Iben. Og hun blev så glad. Hun har sagt tak 1000 gange siden og ligeså mange gange gentaget, at det er den bedste overraskelse nogensinde. Og selv om vejret er skod dårligt og regnen stod ned, var vi flere gange nede og sige hej til hesten.

Og hele julen er i hestens tegn. Og jeg glæder mig. Mest fordi det her er en fabelagtig fantastisk mulighed, som vi ikke kan takke Joan og Matilde nok for. At se Iben have en hest lige om hjørnet som hun kan ride på, nusse om og som hun ikke skal dele med andre, er så helt ubeskriveligt dejligt. Og jeg kan mærke min indre ridepige kommer helt op til overfladen og den del glæder jeg mig også til at udforske.

1web

2web

5web

6web

Og da jeg så idag kiggede på billederne af lille Liv der fuld af forventning gik rundt om juletræet, tænkte jeg, at sådan havde jeg det også. Min forvetningsglæde var bare mere rettet mod hest og kvalitetstid med min store pige end julegaver – men følelsen er vel den samme. Det er lang lang tid siden jeg har glædet mig så meget over noget, som ankomsten af Godadis og det har været skønt at genopleve en næsten barnlig glæde og spænding.
Liv-dec22

LIv-dec22-2

Liv-dec22-3web

Liv-dec22-4

Forventningens glæde · · 22. Dec 2013 · 18:36 · Heste, Iben · No comments

Så forbandet spændende

Uh jeg har en hemmelighed. En hemmelighed som vil få juleaften til at blegne totalt – jeg ved det. Men jeg må holde min mund og det er bare så svært, så helt vildt og forbandet svært. Men jeg gør det. Jeg siger ikke et ord og jeg skriver ikke om det, for jeg er bange for, at de forkert øjne skal se det og/eller at nogen helt uforvarende komme til at afsløre det overfor hovedpersonen, som er Iben. Nogle enkelte meget betroede venner og familiemedlemmer ved hvad jeg taler om, men så få som muligt skal vide noget. Det SKAL være en overraskelse. Og jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg næsten ikke kan sove om natten pga. hemmeligheden, noget som jeg ikke har prøvet siden jeg var barn.

Og hemmeligheds planerne har taget tid og derfor har jeg været stille. At min computer så også valgte at stå af, har ikke været befordrende for min aktivitet. Karma kællingen Nemesis fik fat i mig igen og planlagte små investeringer næste år er på standby – ny computer i huset.
Og når det nu ikke kunne være anderledes vil jeg sige, at det faktisk er ret fantastisk at det hele bare kører derud af nu.

Dancing Liv

Så forbandet spændende · · 17. Dec 2013 · 20:50 · Personlig · No comments

Celeste {Børnefotograf Kristina Daley}

Er hun ikke bare skøn? Et lille udpluk af de billeder det blev til.

celeste collage