Barn i slikbutik – det er mig

Igår da jeg shoppede efter briller i Ribe, fandt jeg er sted hvor man kan leje objektiver. I Ribe! Jeg har i årevis været så misundelig på amerikanske fotografer fordi de kunne smutte ind og leje et stykke glas, det ville være perfekt til en bestemt opgave. Nu kan jeg også. Hvor fedt er det lige, helt ærligt. I første omgang skal jeg leje en makro til en opgave men jeg skal sørme også prøve et par af de objektiver som jeg drømmer om hver nat (ok næsten hver nat) og  mon ikke jeg så finder ud af, hvad jeg i virkeligheden skal smide mine imaginære penge efter.

Her til aften da jeg skulle forbedrede en fotoopgave imorgen, tog jeg billeder af mine to yngste børn. Jeg elsker bare at sidde med kameraet i hånden og snuppe et billede lige når de har et udtryk, der bare er så velkendt og så DEM. Jeg elsker dem måde de slet ikke ænser mig på, at de slet ikke har deres bevidsthed på mig men bare lever deres eget lille liv – og at jeg så alligevel kan stjæle et lille stykke af det. De her ansigtsudtryk er mine ungers kendetegn og jeg ender altid med at finde billeder som dem her frem og stirre på dem. I al deres uplanlagte uperfekthed er de bare så autentiske og så perfekte. Ja for mig giver det mening.

IMG_7732web

IMG_7729web

IMG_7720web

IMG_7717web

Imorgen bliver fantastisk. Imorgen bliver dejlig. Jeg starter dagen med at tage billeder af bror og søster og jeg elsker søskende par, de er bare så vidunderlige. Når jeg igen er hjemme, kameraet er tømt, så drager vi afsted og køber cykle til vores to store børn. Brendan og jeg har villet det her i lang tid og nu bliver det endeligt en realitet. Iben har ikke talt om andet hele dagen og alligevel tror jeg, at jeg glæder mig mere end hende.

Write a Comment

*

*


9 − one =

Penge er noget møg

Ja, sådan har jeg det i disse dage.  Jeg ville oprigtigt ønske at jeg 1) enten havde masser af penge og ikke havde behov for flere, 2) havde en stinkende rig mand med kæmpe indkomst, 3) kunne finde en måde at undvære penge på og så blive hjemme ved min lille datter.

Jeg kan næsten ikke holde tanken ud om at jeg snart skal på arbejde igen. Det er ikke arbejdet der er problemet men at jeg snart skal være 47 timer væk fra min lille baby og det hver uge. Det er da sindssygt at så lille en pige skal undvære sin mor, så mange timer hver uge. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg ikke tror det er sundt, hverken for hende eller for mig. Jeg kan ikke se hvorfor vi har indrettet vores samfund på en sådan måde, at vi forærer pædagoger de allerbedste timer af vores børns liv hver dag. Jeg skal lige om snart vække mine børn før klokken 6 for at jage dem igennem ( en faktisk ret planlagt morgen) en rutine og få dem ud af døren før klokken 7. Så suser jeg videre for at sidde på mit arbejde klokken 8, mens mine børn så har deres legetid, oplevetid, læretid og vågne timer sammen med folk der også er væk fra deres familier. Og alt det for penge? Jeg kan så tidligst hente mine unger igen klokken 16 – 2 1/2 time før de skal sove. I de to en halv time skal vi have lavet lektier, vasket tøj, taget bad, lavet mad og spist det og på en eller anden måde, også bruge lidt kvalitets tid sammen. Jeg bliver deprimeret ved tanken, ked og frustreret over det. Den næste person jeg hører sige at ” omkring 10 mdr. så trænger babyer til at være sammen med andre børn” får et kodylt los bagi. Fint hvis de personer føler sådan, fint hvis de mener at deres børn er bedst tjent med socialt samvær i et pasningstilbud – jeg gør bare ikke. Jeg respekterer folks valg  og tror grundlæggende på, at vi alle gør hvad vi tror er bedst. Og jeg vil have lov til ikke at være enig og også uden at folk ser på mig, som om jeg er en hønemor og bindegal og måske lidt doven – for det er man vel når man “bare” vil være hjemme.

Nu er sagen den at jeg ikke “bare” vil have lov at være hjemme. Jeg vil bare have lov at være hjemme meget mere end jeg kommer til. Jeg har lovet mig selv, på amar halshug og pinky finger swear, at jeg vil forsøge at få mere tid til mine børn  og det skal nok lykkes før eller siden.

Jeg er ikke mindre materialistisk end andre, jeg sad så sent som igår og savlede over et 50mm f/1.2 L USM objektiv til små 11,899 kr og et 85 mm f/1.2 USM L objektiv til 16,999 kr. og en makro 100 mm f/2.8 IS USM til 6,799 kr. og et 135 mm f/2 L til 8,699 kr.  – og så har jeg endnu ikke nævnt de zoomobjektiver jeg ville anskaffe senere. Jeg kunne bruge millioner af kroner på ingen tid – men jeg vil langt hellere blive hjemme ved Liv – bare 6 mdr. mere og derefter arbejde på halv tid.

Jeg udtrykker mig bedst igennem billeder og  de gyldne regler for fotografi foreskriver jo, at man aldrig tager billeder af børn oppe fra – medmindre man gør det for at bryde reglen. Og det er hvad jeg gjorde idag. Så mange andre mennesker jeg kender udtrykker sig selv kreativt igennem strikning, hækling, malerier, collager, kager, have arbejde og mange andre ting. Jeg kan kun gøre det via fotografi. Hele dagen har jeg følt at min lille datter er så – ja – lille. Alt alt for lille til pasning og alt for lille til en hverdag uden mor. Og min lille datter set med mine øjne, ser sådan her ud.

IMG_7349web

Collagesmall

4 Comments