Regnvejr

Jeg er et udpræget ude menneske. Jeg bruger så meget tid som overhovedet muligt, på at være udenfor. Jeg elsker mine lange gårture med hunden, ungerne eller en veninde og jeg rider så ofte det kan lade sig gøre. Jeg må indrømme, at jeg ikke er så meget ude menneske, at jeg gider vade eller ride rundt i timer, hvis det står ned i lårfede stråler. Det har jeg ikke ork til. Jeg er bare heller ikke typen der kan smide mig en hel dag på sofaen og syntes det er fedt. Så i går da vejret, ligesom i dag, var temmeligt ringe, fandt jeg mit kamera frem. Der er noget over regn mod ruden. Det er hyggeligt og stemningsfuldt og jeg har altid elsker regnvejrsbilleder. Regnvejrsbilleder er skønne hvad enten de er taget udenfor eller indenfor. 

Mig, min datter og min GPS

Så gjorde jeg det igen, for vild på den korte afstand imellem Lindknud og Egtved. Denne gang var det delvist med vilje og jeg vil hilse at sige, at det er lige så svært at fare vild med vilje, som ved et uheld. De første 45 minutter var ligesom spildt, vi kørte rundt på må og få og jeg var igen ved at blive sindssyg over min manglede stedsans. Helt ærligt, hvor dårlig stillet er man så, når man hverken kan finde vej eller fare vild med vilje. Kan man ikke få en vaccine mod manglede stedsans?
Til sidst gav jeg op og smed en pytmand efter det og kørte bare ud i det blå. Iben og jeg havde en viduderlig aften og det er absolut ikke sidste gang vi gør det her. Næste gang ved vi hvor vi skal hen og så får vi nok endnu flere gode billeder.
Lige nu er jeg næsten lidt høj af at have haft så fed en aften med min store datter og jeg glæder mig til både at skulle gentage det med Iben men også at forsøge med Sønnich. I næste uge har jeg faktisk en opgave i samme område og fordi det var så fantastisk idag, glæder jeg mig nu som afsindig til at skulle afsted igen.

Her kommer to af favoritterne, men det er mange flere og lur mig om ikke et par af dem dukker op her i de næste par dage.

IMG_9071weboptimeret

IMG_9070editweb

Underlig dag

Idag er det C´s fødselsdag. Det er godt nok underligt at tænke på, at jeg sidste år ved denne tid, på denne dag, talte med C og ønskede ham tillykke med dagen. Den dag, for et år siden, havde C og konen besluttet at de ville til Cuba. Jeg kan ikke huske om de nåede det.

Vi har nydt dagen idag på trods af eller måske netop fordi det er C’s fødselsdag. Vi valgte at gå en tur i skoven med ungerne. Tænk sig alle tre var iklædt vintertøj! Jamen helt ærligt, det er jo fuldstændig sindssygt at vejret bare ikke bliver bedre. Jeg gider ikke have flere billeder af børn i vintertøj. Jeg vil se shorts, glade farver, luftige kjoler, hår, bare tæer – alt andet end vintertøj.
På sådan en dag,hvor man uundgåeligt mindes dem der ikke længere er, kan man godt gå hen og blive en anelse flov over hvor utaknemmelig man nogen gange er. Ungerne har drevet os vanvittige. Jøsses da osse – de kan bare ikke holde deres mund. Nu er det jo ikke fordi vi forventer at ungerne bare render rundt og ser søde ud, det har vi ligesom været i gamet for lang tid til. Vi forventer dog et minimum af tålmodighed og det udvises bare slet slet ikke. Hver gang – HVER GANG – Brendan og jeg har forsøgt at sige en sætning til hinanden, er vi blevet afbrudt. MOR MOR MOR MOOOOOOAAAARRR MOR MOR MOR og DADDY DADDY DADDYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYY og det forsætter hele dagen igennem. Hvis ikke det at råbe mor og daddy virker, så bliver man slået til, puffet til en på anden måde chikaneret af de små irriterende skabninger – som vi alligevel elsker så højt. Idag mistede både Brendan og jeg tålmodigheden og da vi kom hjem, fik ungerne, i ikke tvetydige vendinger at vide, at det altså stopper nu. 90% af tiden lytter vi til dem, vi kigger på dem, vi hører dem og svarer dem. De resterende 10% vil have lov at bruge på hinanden og det selv om ungerne er til stede. BASTA.
Og nu sidder man så her, alle ungerne sover og så tænker man, at man måske er alt for utaknemmelig. Vi er her jo begge og har det vidunderlige privilegie at kunne bliver irriterede på vores unger. Vi kan gå i skoven med dem, opleve dem opleve hinanden og vi er så heldige, at vi har hinanden at dele det med. Midt i det hele og alle disse modstridende følelser, tænker jeg så også at vi jo også kun er mennesker – vi må også miste vores cool engang imellem. Det vigtige er vel, at vi er pinefuldt klar over, at vi er heldige at vi har vores lille familie intakt og at ikke alle er så heldige. Vi minder hinanden om, dagligt, at vi skal nyde hinanden, for man ved aldrig.

Iben og jeg tog en cykeltur her til aften. vi cyklede rundt i “byen” og talte om løst og fast. Hver gang vi kom til et byskilt (med ca 4 minutters interval – fordi vi cyklede langsomt) sagde hun til mig: “jeg må ikke køre ud af Lindknud for Daddy”. Jeg prøvede at overbevise hende om, at hvis jeg var med, kunne vi godt passere det magiske byskilt men no way – Daddy har sagt nej og så er det sådan. Hun er sød.
Min store pige gør mig så stolt (og ind imellem afsindigt rasende) fordi hun er så klog, hun er så ivrig efter at lære, hun er så empatisk og favnende og så helt og aldeles smuk, både indeni og udenpå.
Vi er heldige her i familien Daley.

IMG_8278editweb

IMG_8259editweb

IMG_8254editweb

IMG_8248web

IMG_8241editweb

IMG_8238editweb