Endelig weekend

Og hold da fast hvor er det tiltrængt. Ugen her har været pakket af alle mulige og umulige indtryk og nu skal jeg have det hele sat i perspektiv.

Ugen har igen været præget af sygdom, heldigvis af den slags som man hurtigt kommer over. Liv blev indlagt tirsdag. Jeg var taget på arbejde og da jeg ringende hjem en time efter, var min mor urolig. Liv var slatten og apatisk og vi var på 5 dagen af rota virus. Jeg fik hurtigt en tid ved lægen, smed mig i bilen og drog fra Vejle tilbage til Lindknud for at hente hende. Hun var helt askegrå i huden og meget fraværende. Hun græd uden tårer og uden meget lyd. Lægen kiggede kort på hende og så blev vi sendt videre til børneafdelingen på Esbjerg sygehus. Her blev vi igen modtaget af det sødeste personale, alle top professionel og hurtigt kunne man slappe lidt af, for de udstråler overskud og fuld kontrol over situationen. Liv ville ikke drikke, man forsøgte med sodavandsis, TUC salt kiks, kakaomælk, saftevand i diverse afskygninger, æblejuice men intet ville de unge dame indtage. Hun ville gerne til brystet, men der var en anelse lavvande, da hun næsten ikke har kunnet sutte de sidste 5 dage – så det var ikke noget til at rehydrere hende. Liv endte med en næsesonde, ikke særligt fedt at se på som mor – men den gjorde tricket. Efter lidt mere end 24 timer kunne vi drage hjem igen. Onsdag nat kaster Iben så op. Torsdag var det så Sønnich der startede igen. I guderne hvor er jeg træt af Rota virus. Vi har nu i små ti dage uafbrudt haft enten opkaste eller racernumse og det er bare ikke til at holde ud. Liv vejer nu det samme som hun gjorde ved 8 mdr. så selv om hun nu er over et år, vejer kun kun 7.2 kg. Lige nu er vi på et all you can eat regime, hun får hvad hun vil og vi stopper i hende i en lind strøm. Hun er vaks igen, fuld af smil og spillopper og vi er alle lettede.

I denne uge fik vi så også vores nye bil. Det er vores første rigtigt nye bil og jeg er lettet. Jeg har i lang tid haft det usandsynlig dårligt med at Brendan kørte til Esbjerg hver dag i vores gamle Golf fra 89. Let’s face it – det ypperste i bil sikkerhed dengang var sikkerhedsselen og skulle uheldet være ude, ville de gamle kasse rasle fra hinanden og ingen sikkerhed yde for den der kørte den. Så selv om vores økonomi mest er præget af ingen penge, så har vi altså bare ikke råd til at en af  os mister livet eller kommer slemt til skade. Så nu har vi en Hyundai I20 som har fået rigtig gode test resultater og nu har vi to biler som vi tør at køre børnene i. Penge er sgu ikke alt og halleluja for en god bank.

Jeg er ved at være tilbage på arbejde – sådan rent mentalt. Jeg skal stadigvæk ringe tilbage til patienterne oftere, for jeg skal altså lige dobbelt tjekke om min viden stadig er up to date – men det er den faktisk næsten altid. Selvom ugen har været præget af kaos, så fik jeg qua mit arbejde en dejlig oplevelse med i hatten. Jeg mødte en af de mennesker der har trodset alle odds og har vundet over kræften. En person der var opgivet af flere omgange, men som sad der og var spillevende og meget taknemmelig for livet. Det er så skønt at opleve at ikke alle unge mennesker dør af kræften og at den her person, trods en dødsdom, faktisk stadig er der for sine børn og sin familie,gav mig et tiltrængt mental og åndeligt spark bagi. Man kan overvinde den lorte sygdom – også når det ser allerværst ud.

I aften skal jeg til klassefest. Det er anden gang inden for ikke mange måneder, men jeg er flyttet så mange gange som barn, at det ikke kan være anderledes. Jeg glæder mig til at se alle sammen, men selvfølgeligt mest den ene veninde jeg faktisk stadig har kontakt med. Hende ser jeg alt alt for lidt og jeg håber at den her sommer byder på besøg af hende og hendes dejlige familie. Jeg må nok hellere svinge mig i bad på et tidspunkt og jeg tror jeg skal barbere ben. Jeg ved ikke hvad det er, men de fleste kvinders selvværd og selvtillid falder proportionelt med længden af hårene på ens ben og under armene – og jeg er ingen undtagelse. Den største udfordring bliver, at jeg ikke er hjemme til at lægge Liv i seng. Uh jeg er en frygtelig hønemor, jeg hader at efterlade mine små børn hjemme  – og jeg ved jo godt at de overlever og har det godt. Ja det er ikke logikken der er styrende.

Her er nogle billeder fra før Livs indlæggelse. Iben bærer sin lillesøster som var så ked så ked og bare ville hænge. Livs mor var slidt og træt og Iben, som den søde pige hun er, bad om lov til at hjælpe sin mor og lillesøster.

IMG_8566editweb

IMG_8557editweb

Den her slags portrætter er dem jeg holder mest af. De er ikke blot skønne at se på, men de vækker minder og fortæller en historie.

2 Comments