Mød Petra {børnefotograf Brørup/Vejen}

Er hun ikke skøn? Hun er den sødeste lille pige, med funklende øjne og et smukt smil. Hun blev den anden sidste lille model i år og sikke da en dejlig afslutning på et virkeligt travlt år.

Petra5

Petra8

Petra11

Petra13

Petra23

Petra25

Tid til Peyton

Tid, sikke en eftertragtet størrelse i disse dage. Det er allerede søndag og jeg fatter det ikke. Hvor blev den weekend lige af?
Jeg startede dagen med hovedpine, hovedpine af den slags hvor man næste kaster op fordi det gør så filans ondt. Jeg tror jeg igen har ligget forkert og så har jeg med det samme balladen. Min hals gør også ondt og jeg synes jeg kan mærke noget forkølelse der er på vej, men sådan har jeg jo haft det i en uge nu – og intet er blevet værre end at man sagtens kunne arbejde. Så jeg er optimistisk og tror, at jeg også slipper uden rigtig sygdom denne gang.
Iben har spillet koncert på Sønderskov slot i dag. Hende og 4 veninder spillede blokfløjte og de var virkeligt gode. Der var også tid til lige at stikke hovederne sammen med nogle venner. Smart, især når *nogen* har været så tåbelig at køre deres Berlingo fast i dyb sne. Tænk sig at man kan være så idiotisk!
Lørdag havde jeg igen julefotografering på programmet og det var igen skægt og underholdende og dejligt. Efter sidste hold, havde jeg speciel gæst nemlig lille Hr. Peyton min nevø fra Canada. Det er første gang vi har mødt ham, han er skøn, lækker, dejlig, charmerende og jeg vil have en baby mere. Basta.
Nu krydser jeg så fingre for, at Brendan ikke læser med, for så render han luren fluks hjemmefra.

IMG_6186edit

IMG_6234edit

IMG_6208edit

IMG_6211edit

IMG_6205edit

IMG_6192editbw

Hvor er det handy lige at have et studie klar til brug når man har brug for det 🙂

Nu er er en opgave tilbage før jeg holder lang vinterpause. Min sidste opgave på fredag er en graviditet og det betyder, at jeg slutter året som jeg startede det. Jeg glæder mig til opgaven, men så trænger jeg også til at have fri (fri som i et fuldtidsjob *GG*). Jeg har mange ting jeg skal have styr på inden jeg igen kaster mig ud i fotografering i februar, mange små ting som alligevel ender med at fylde alt alt for meget.

Iben spurgte mig for to dage siden om jeg egenlig bedst kan lide mine børn eller min computer. Av for den. Sådan en bemærkning sætter en masse tanker i gang og jeg må indrømme, at jeg bare har haft for travlt hen over sommer og efterår, så næste år booker jeg mindre opgaver så jeg har mere tid til mine unger. En del af det tror jeg kommer fra, at de lige have vænnet sig til at jeg ikke hele er gemt bag en computer, og at jeg så nu igen er. Det skyldes egenlig ikke at jeg har mere travlt eller bruger mere tid på computer arbejde, men at mit studie lige nu bruges som soveværelse af min familie fra Canada. Det betyder så, at mange ting skal klare før ham den lille lækre skal i seng og derved æder min 2. arbejdsdag ind på ungernes tid. Normalt starter jeg først når de sover trygt og sådan skal det også være.
Igen nytårsforsæt er, at rette ind og prioritere bedre.

Hvem var det der vandt idag?

Ja det vides ikke.
Vi var til håndboldkamp med Ibens hold idag. Slaget stod i en lille by uden for Esbjerg, der hedder Guldager. Smuk lille by hvor man klart fornemmer, at folk har tykke pengepunge og det virkede som om der var ca. dobbelt så mange heste som mennesker!
Spillet var fyldt af spænding og action og det er svært at fremdrage enkeltdele til nærmere beskrivelse, men jeg vil forsøge.
Et af højdepunkterne må klart være da dommeren i denne total håndboldkamp (mini bane på ca 5 meter og med 9 minutteres spilletid totalt) dømt indkast.
Træner: jamen så langt er vi da ikke kommet, vi har jo stillet op i uøvet rækken, de ved ikke hvad indkast er!
Ungerne: farer rundt i ring og slår koldbøtter
2 træner: hiver tilfældig spiller af banen og giver lyn kursus i indkast.

Scenarie 2

Iben: kast til mig, jeg har ikke haft bolden! Det er altså trælst, det er min tur til at have bolden!

Scenarie 3

René hold nu op med at score mål, de andre skal også have lov!

Der var kaos, der var regnvejr, der var hold der vidste hvad indkast er og hvilket mål er det korrekte og der var hold der ikke vidste det. Der var ambitiøse forældre der undrede sig over, at Lindknud gruppen heppede højt og entusiastisk bare ungerne med nogenlunde ynde kunne gribe en bold og slet ikke fattede at vi gik mere op i at ungerne alle fik lov, end at vi vandt. Selvsamme mennesker så noget forfjamskede ud, da vi gik derfra uden at have talt hvor mange mål der blev scoret og i hvilken ende.
Jeg tør ikke sætte min pensionsopsparing over styr i håbet om, at Iben bliver den nye Anja Andersen – og skidt pyt også med det.

Imorgen får jeg (måske) gæster fra Australien. Vanen tro (og ja vi har haft besøg af den del af familien nok gange til at man kan tale om vaner) så ved vi intet. Altså jeg har fået en besked over Facebook om at de gerne vil besøge os og derefter total tavshed. Hmmmmm. Drt positiv er, at jeg slet ikke føler at jeg bør stille med noget der tilnærmelsesvis ligner et pænt og rent hus, så de må tage det som det kommer.

Der sker en masse i det lille hjem i liden Lindknud i disse dage. Lille Liv, som snart er 1 år og stadigt lille, går rundt bag ved hendes ny gå vogn. Hun elsker, ligesom sine store søskende, musik og dans og danser til stort set alt. Ikke sjældent ser man Liv danse til rytmen af vaskemaskinen, storebror der slår magnet bogstaver mod hinanden og som i dette klip – Daddys dårlige musik.

Heldigvis er dette mit sidste barn (det er hvad Brendan siger, jeg er ikke helt enig) en lille prut. Hun passer med lethed str. 18 i sko, hun har knap og nap 4 tænder og selv med stofble rumpe passer hun str. 80. Jeg tror faktisk ikke hun vejer 8 kilo endnu. Liv miv siv piv prut er en dejlig lille bab og at hun snart bliver 1 år, ændrer intet.

IMG_8081web

IMG_8097web

Så yndig ser min datter ud, når hun fylder en ble 🙂

Aftenen står på redigering af billeder. Jeg har en session jeg skal have færdig så det kan få deres galleri op og så har jeg stadigt og beklageligt et efterslæb på nogle ret gamle opgaver. Jeg håber at de gamle opgaver bliver næste uges opgave, da ugen kun byder på tre arbejdsdage og det derfor en enestående chance for oprydning. Slutningen af maj og hele juni er travl. Jeg har booket lidt flere opgaver end jeg har som mål men jeg har fået nogle så sjove tilbud, at jeg bare ikke kunne sige nej. Til gengæld har jeg bare i denne uge måttet sige nej til en del opgaver og det er surt, men jeg har bare ikke flere ledige timer i døgnet og det sætter en begrænsning.

Dagens hadetjans: nyt sengetøj på. Jeg hader hader hader at betrække senge. Jeg elsker elsker elsker duften og følelsen når jeg senere skal ligge i det knitrende rene stof.

Familie

Igår besøgte jeg min søster og mand og deres dejlige datter Alma. Hvorfor ser vi ikke hinanden oftere? Hvorfor har vi alle bare så travlt med alt muligt, som regel ret ligegyldigt, hele tiden. Brendan og jeg er blevet bedre til at barbere alt muligt uvigtig fra, men det er langt fra bedre til god – og det arbejder vi så stadigt på. Og grunden til at vi konstant arbejder på det er, at vi ofte sidder med en følelse af, at det vi virkeligt holder af at gøre, gør vi alt for lidt. Et super eksempel er et besøg hos min søster.

Hvor var det fedt at se alle tiders 4 dejligste unger sammen. Der var et vivar af legetøj, snotnæser, glade ansigter og grin. Livet er sgu herligt og jeg bliver så glad, når jeg ser dem alle sammen. Det er da vigtigt at vi tager os tid til at være sammen som familie, det er da en grundlæggende og vigtig værdi, som jeg ønsker at videregive til min børn. Når vi engang bliver rige (eller bare har mindre gæld og to indkomster) skal vi også se familien fra Canada mere.

Sædvanen tro, havde jeg Canonella med mig. Jeg forlader stort set aldrig huset uden mit kamera, jeg føler mig nøgen og uforberedt hvis jeg gør. Så her kommer nogle små glimt af de 4 mest fantastiske unger på planeten. Jeg elsker den mere fotojournalistiske tilgang til børnefotografering, det er det mit hjerte i virkeligheden banker for og det er de billeder som jeg er stolte af, og som betyder virkeligt  meget for mig. Her er der små øjeblikke stjålet og frosset til stilstand, som vi kan hive frem i mange år fremover. Disse øjeblikke skete virkeligt, de var ikke iscenesat eller specielt planlagt til anledningen og billederne reflekterer virkelige minder – ikke en drøm om hvordan de kunne have været.

IMG_7575web

IMG_7550web

IMG_7534web

IMG_7547web

IMG_7532web

Jeg var så optaget af at observere vores unger, at jeg glemte min søster og hendes mand. Det er en ommer Moster Kris.

I går havde vi et semi positivt gennembrud på vuggestue fronten. Liv var der en time uden mor. Hun havde været ked af det, men ikke utrøstelig og i det øjeblik jeg trådte ind, var hun ikke fuldstændigt opløst i tårer. Åh jeg håber det rykker i næste uge, for jeg kan slet ikke holde tanken ud om at min lille pige skal være der så mange timer om dagen og være så ked af det. igår da hun var blevet puttet, vågnede hun pludseligt og var helt utrøstelig. Hun klamrede sig til mig som om hun aldrig har tænkt sig at give slip. Jeg er overbevist om, at hun er bange for at jeg forsvinder og disse dage bruges på at forsøge at vise hende, at jeg er her, også når hun ikke kan se mig, Men hold kæft hvor er det hårdt.

Lige om lidt vil jeg svinge støvsugeren, hope bad og så vil jeg pakke mine børn sammen og drage afsted til Rømø. Solen skinner og jeg har en uges frihed tilbage der skal nydes. Det arbejde jeg har med forretningen og slyngebarn må vente, det snupper jeg i aften.

Penge er noget møg

Ja, sådan har jeg det i disse dage.  Jeg ville oprigtigt ønske at jeg 1) enten havde masser af penge og ikke havde behov for flere, 2) havde en stinkende rig mand med kæmpe indkomst, 3) kunne finde en måde at undvære penge på og så blive hjemme ved min lille datter.

Jeg kan næsten ikke holde tanken ud om at jeg snart skal på arbejde igen. Det er ikke arbejdet der er problemet men at jeg snart skal være 47 timer væk fra min lille baby og det hver uge. Det er da sindssygt at så lille en pige skal undvære sin mor, så mange timer hver uge. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg ikke tror det er sundt, hverken for hende eller for mig. Jeg kan ikke se hvorfor vi har indrettet vores samfund på en sådan måde, at vi forærer pædagoger de allerbedste timer af vores børns liv hver dag. Jeg skal lige om snart vække mine børn før klokken 6 for at jage dem igennem ( en faktisk ret planlagt morgen) en rutine og få dem ud af døren før klokken 7. Så suser jeg videre for at sidde på mit arbejde klokken 8, mens mine børn så har deres legetid, oplevetid, læretid og vågne timer sammen med folk der også er væk fra deres familier. Og alt det for penge? Jeg kan så tidligst hente mine unger igen klokken 16 – 2 1/2 time før de skal sove. I de to en halv time skal vi have lavet lektier, vasket tøj, taget bad, lavet mad og spist det og på en eller anden måde, også bruge lidt kvalitets tid sammen. Jeg bliver deprimeret ved tanken, ked og frustreret over det. Den næste person jeg hører sige at ” omkring 10 mdr. så trænger babyer til at være sammen med andre børn” får et kodylt los bagi. Fint hvis de personer føler sådan, fint hvis de mener at deres børn er bedst tjent med socialt samvær i et pasningstilbud – jeg gør bare ikke. Jeg respekterer folks valg  og tror grundlæggende på, at vi alle gør hvad vi tror er bedst. Og jeg vil have lov til ikke at være enig og også uden at folk ser på mig, som om jeg er en hønemor og bindegal og måske lidt doven – for det er man vel når man “bare” vil være hjemme.

Nu er sagen den at jeg ikke “bare” vil have lov at være hjemme. Jeg vil bare have lov at være hjemme meget mere end jeg kommer til. Jeg har lovet mig selv, på amar halshug og pinky finger swear, at jeg vil forsøge at få mere tid til mine børn  og det skal nok lykkes før eller siden.

Jeg er ikke mindre materialistisk end andre, jeg sad så sent som igår og savlede over et 50mm f/1.2 L USM objektiv til små 11,899 kr og et 85 mm f/1.2 USM L objektiv til 16,999 kr. og en makro 100 mm f/2.8 IS USM til 6,799 kr. og et 135 mm f/2 L til 8,699 kr.  – og så har jeg endnu ikke nævnt de zoomobjektiver jeg ville anskaffe senere. Jeg kunne bruge millioner af kroner på ingen tid – men jeg vil langt hellere blive hjemme ved Liv – bare 6 mdr. mere og derefter arbejde på halv tid.

Jeg udtrykker mig bedst igennem billeder og  de gyldne regler for fotografi foreskriver jo, at man aldrig tager billeder af børn oppe fra – medmindre man gør det for at bryde reglen. Og det er hvad jeg gjorde idag. Så mange andre mennesker jeg kender udtrykker sig selv kreativt igennem strikning, hækling, malerier, collager, kager, have arbejde og mange andre ting. Jeg kan kun gøre det via fotografi. Hele dagen har jeg følt at min lille datter er så – ja – lille. Alt alt for lille til pasning og alt for lille til en hverdag uden mor. Og min lille datter set med mine øjne, ser sådan her ud.

IMG_7349web

Collagesmall