Endelig weekend

Og hold da fast hvor er det tiltrængt. Ugen her har været pakket af alle mulige og umulige indtryk og nu skal jeg have det hele sat i perspektiv.

Ugen har igen været præget af sygdom, heldigvis af den slags som man hurtigt kommer over. Liv blev indlagt tirsdag. Jeg var taget på arbejde og da jeg ringende hjem en time efter, var min mor urolig. Liv var slatten og apatisk og vi var på 5 dagen af rota virus. Jeg fik hurtigt en tid ved lægen, smed mig i bilen og drog fra Vejle tilbage til Lindknud for at hente hende. Hun var helt askegrå i huden og meget fraværende. Hun græd uden tårer og uden meget lyd. Lægen kiggede kort på hende og så blev vi sendt videre til børneafdelingen på Esbjerg sygehus. Her blev vi igen modtaget af det sødeste personale, alle top professionel og hurtigt kunne man slappe lidt af, for de udstråler overskud og fuld kontrol over situationen. Liv ville ikke drikke, man forsøgte med sodavandsis, TUC salt kiks, kakaomælk, saftevand i diverse afskygninger, æblejuice men intet ville de unge dame indtage. Hun ville gerne til brystet, men der var en anelse lavvande, da hun næsten ikke har kunnet sutte de sidste 5 dage – så det var ikke noget til at rehydrere hende. Liv endte med en næsesonde, ikke særligt fedt at se på som mor – men den gjorde tricket. Efter lidt mere end 24 timer kunne vi drage hjem igen. Onsdag nat kaster Iben så op. Torsdag var det så Sønnich der startede igen. I guderne hvor er jeg træt af Rota virus. Vi har nu i små ti dage uafbrudt haft enten opkaste eller racernumse og det er bare ikke til at holde ud. Liv vejer nu det samme som hun gjorde ved 8 mdr. så selv om hun nu er over et år, vejer kun kun 7.2 kg. Lige nu er vi på et all you can eat regime, hun får hvad hun vil og vi stopper i hende i en lind strøm. Hun er vaks igen, fuld af smil og spillopper og vi er alle lettede.

I denne uge fik vi så også vores nye bil. Det er vores første rigtigt nye bil og jeg er lettet. Jeg har i lang tid haft det usandsynlig dårligt med at Brendan kørte til Esbjerg hver dag i vores gamle Golf fra 89. Let’s face it – det ypperste i bil sikkerhed dengang var sikkerhedsselen og skulle uheldet være ude, ville de gamle kasse rasle fra hinanden og ingen sikkerhed yde for den der kørte den. Så selv om vores økonomi mest er præget af ingen penge, så har vi altså bare ikke råd til at en af  os mister livet eller kommer slemt til skade. Så nu har vi en Hyundai I20 som har fået rigtig gode test resultater og nu har vi to biler som vi tør at køre børnene i. Penge er sgu ikke alt og halleluja for en god bank.

Jeg er ved at være tilbage på arbejde – sådan rent mentalt. Jeg skal stadigvæk ringe tilbage til patienterne oftere, for jeg skal altså lige dobbelt tjekke om min viden stadig er up to date – men det er den faktisk næsten altid. Selvom ugen har været præget af kaos, så fik jeg qua mit arbejde en dejlig oplevelse med i hatten. Jeg mødte en af de mennesker der har trodset alle odds og har vundet over kræften. En person der var opgivet af flere omgange, men som sad der og var spillevende og meget taknemmelig for livet. Det er så skønt at opleve at ikke alle unge mennesker dør af kræften og at den her person, trods en dødsdom, faktisk stadig er der for sine børn og sin familie,gav mig et tiltrængt mental og åndeligt spark bagi. Man kan overvinde den lorte sygdom – også når det ser allerværst ud.

I aften skal jeg til klassefest. Det er anden gang inden for ikke mange måneder, men jeg er flyttet så mange gange som barn, at det ikke kan være anderledes. Jeg glæder mig til at se alle sammen, men selvfølgeligt mest den ene veninde jeg faktisk stadig har kontakt med. Hende ser jeg alt alt for lidt og jeg håber at den her sommer byder på besøg af hende og hendes dejlige familie. Jeg må nok hellere svinge mig i bad på et tidspunkt og jeg tror jeg skal barbere ben. Jeg ved ikke hvad det er, men de fleste kvinders selvværd og selvtillid falder proportionelt med længden af hårene på ens ben og under armene – og jeg er ingen undtagelse. Den største udfordring bliver, at jeg ikke er hjemme til at lægge Liv i seng. Uh jeg er en frygtelig hønemor, jeg hader at efterlade mine små børn hjemme  – og jeg ved jo godt at de overlever og har det godt. Ja det er ikke logikken der er styrende.

Her er nogle billeder fra før Livs indlæggelse. Iben bærer sin lillesøster som var så ked så ked og bare ville hænge. Livs mor var slidt og træt og Iben, som den søde pige hun er, bad om lov til at hjælpe sin mor og lillesøster.

IMG_8566editweb

IMG_8557editweb

Den her slags portrætter er dem jeg holder mest af. De er ikke blot skønne at se på, men de vækker minder og fortæller en historie.

Det bedste ved arbejde

er at komme hjem. De sidste 2o minutter af min biltur hjem er så lange, så ufatteligt lange. Da jeg så kørte ind i indkørslen på samme tid som Brendan, der havde alle ungerne med, var lykken gjort. Liv blev så kiste glad for at se mig, at jeg endte med at må tage hende på toilettet,hun blev helt ulykkelig da jeg gjorde tegn på at sætte hende på gulvet.

Det værste ved arbejde er at hele dagen er planlagt, alt er skemalagt og der er ingen tid til spontanitet og sjove indfald. Tøjet skal være lagt frem når vi går i seng, morgenbordet dækket, skoletasker pakket, ekstra tøj fundet frem, bleer pakket, punge og nøgler og mobil lagt lige ved døren og kaffemaskinen skal bare tændes, så laver den kaffe. Weekenden går bare slag i slag og er en lang forberedelse som går ud på , at sørge for, at ikke hele korthuset vælter allerede onsdag. Alt vasketøjet skal være klaret, der skal være handlet ind, gjort rent, kalendere synkroniseret og slagplaner lægge derefter. Lige nu holder jeg ikke mest af hverdagen, det skal jeg ærligt indrømme.

Badweb

IMG_8336web

IMG_8293web

IMG_8311web

Om to dage er min baby 1 år, det er for vildt at tænke på. Den lille bitte baby jeg tog med mig hjem igår,er blevet til en meget bestemt men ikke mindre dejlig lille dame. Og lille det er hun altså. Jeg glæder mig til 1 års undersøgelsen men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun slet ikke er lige så lang som de to store på sammen tid og hun vejer også betydeligt mindre.

Iben tabte sin 8. rokketand igår og Sønnich har fået sin den første. Jeg kan ikke følge med mere.

Billederne idag er en hyldest til mit 35 mm objektiv, som jeg alt for ofte overser. Jeg er blev smask forelsket i det igen og forbløffet over, hvor dejligt det objektiv er når pladsen er begrænset.

Tilbage på pinden

Lad mig lige fastslå, en gang og for alle, jeg hader at stå op klokken 05.30. Kors i skuret hvor er det tidligt og hvor føles det forkert at skulle vække sine børn, som bare græder fordi de skal op midt om natten. Jo jo vi overlever, det er jeg godt klar over – men fedt er det ikke. Lige nu går det endda, det er trods alt lyst om morgenen og vejret har været smukt denne første uge tilbage på arbejdsmarkedet men jeg gruer for vinteren. Nu da jeg er tilbage på pinden, skal jeg jo have dekoreret mit kontor, så det bliver bare en anelse personligt og mindre institutionsagtigt. Jeg har hentet magneter og bestilt billeder til at smække op på mit whiteboard. Jeg valgte to collager, fordi de er festlige og fordi de bare er så skønne. Idag kom de så, de tre jeg havde bestilt og wauw… jeg skal i den grad have bestilt flere. Jeg er nu overbevist om, at jeg skal have mindst en collage printet på kanvas, det er bare at få lavet den perfekte til anledningen.

Her er de to jeg har valgt til mit whiteboard.

Collageweb

collageweb

Jeg har en hel bunke billeder som jeg så også skal have op og så forestiller jeg mig at ungerne laver nogle tegninger og så er den vist hjemme.

Livs vuggestue indkøring går fremad i disse dage. Min mor er sprunget til og det virker som om, at Liv endeligt er begyndt at acceptere situationen. Selvfølgeligt venter jeg stadig på, at jeg vinder 40 mill og ikke behøver at gå på arbejde mere, men at Liv i det mindste ikke græder sig igennem ugen imellem tiden, er jo helt dejligt.

På positiv siden, så har det været helt godt at se kolleger igen og idag fik jeg så fornøjelsen af at arbejde med det system, jeg har været med til at udvikle og uden at det skal blive til for meget pral – så er det eddermukkeme blevet godt.

Nu vil jeg bruge resten af min sparsomme aften på at redigere lidt billeder og så er det på hovedet i seng, imorgen truer en ny dag. Den bliver nu sikkert helt ok, for min mor kommer op på arbejdet og fremviser Livsen 🙂

Seriøs count down

anden sidste dage før normale weekend før fuldtidsarbejdende mor til 3. Gahhhhhhhhhhhhhhh. Jeg havde godt nok forestillet mig denne sidste uge anderledes, meget anderledes. I mit hoved ville jeg have kørt Liv ind i vuggestuen og senest tirsdag, ville hun være vild med stedet. Jeg skulle have gjort rent i huset for at fjerne stress fra de første par uger, vaskekurvene skulle i bund og strygetøj skulle ordnes. Huset skulle ryddes op, alle have rent sengetøj og gæsteværelset skulle lige shines up og gøres klar til evt. gæster. Vinduer skulle vaskes, jeg skulle have styr på kalender, aftaler, læge, synsprøve, fritidsaktiviteter. Jeg skulle have kaffe med gode veninder og hygge mig og være overskudsmor – lige her på falderebet.

Isetdet for ligner her noget der er løgn. Foran mig på sofabordet ser jeg en ulækker hårbørste, tre styk fjernbetjeninger, kopper fra igår, diverse gormiti, tre styk viskelæder, indholdet af en blyantspidser, et ur der ikke virker, legoklodser, håndjern (ungernes, bare så ingen får ideer), en gameboy fra 1997 og en dåse Sommersby æble cider der er tom. Her ikke rengjort, ikke støvsuget, ikke opryddet, vasketøjskurven har bredt sig ud over gulvarealer både i underetagen og foroven, strygetøj er en saga blot, gæsteværelset er  – ja ikke ryddet op og man er i akut fare for  at falde i en af de mange vikler der ligger i en bunke på gulvet. Vinduerne er beskidte, køkkenet ser ud som efter en vild fest – dog vild fest med indtagelse af appelsinjuice og havregryn, forgangen ligner en sandkasse, jeg ved ikke om jeg har et stuegulv og jeg tør ikke tænke på hvordan der ser ud foroven. Igår glemte vi at få Iben til håndbold og spejderne venter stadig på, at jeg officielt udmelder Iben – hvilket åbenbart er meget meget vigtigt.

Ugen er gået med sygdom, igen. Liv har været ked og varm og snottet og fyldt med betændelse. Lørdag var hun klatøjet, søndag hed det vagtlægen og mellem søndag og onsdag, blev det bare værre. Igår fik vi så diagnosen lungebetændelse. Nu er hun på penicillin og hun sover stadig, det tager jeg som et godt tegn.

Jeg starter på arbejde på mandag, Brendan er lige startet i praktisk på SVS. Vi har travlt. Vi har stinkende travlt og selvom vi forsøger at planlægge så godt vi kan, er det ungerne der betaler prisen. Øv.

Midt i al elendigheden kan jeg stole på, at min unger får mig til at smile. Her er de så, mine smukke sommerfugl Iben og min lille reklame pige Liv – nu med lidt mindre øjensnask.

IMG_7714web

IMG_7707web

IMG_7706web

Penge er noget møg

Ja, sådan har jeg det i disse dage.  Jeg ville oprigtigt ønske at jeg 1) enten havde masser af penge og ikke havde behov for flere, 2) havde en stinkende rig mand med kæmpe indkomst, 3) kunne finde en måde at undvære penge på og så blive hjemme ved min lille datter.

Jeg kan næsten ikke holde tanken ud om at jeg snart skal på arbejde igen. Det er ikke arbejdet der er problemet men at jeg snart skal være 47 timer væk fra min lille baby og det hver uge. Det er da sindssygt at så lille en pige skal undvære sin mor, så mange timer hver uge. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg ikke tror det er sundt, hverken for hende eller for mig. Jeg kan ikke se hvorfor vi har indrettet vores samfund på en sådan måde, at vi forærer pædagoger de allerbedste timer af vores børns liv hver dag. Jeg skal lige om snart vække mine børn før klokken 6 for at jage dem igennem ( en faktisk ret planlagt morgen) en rutine og få dem ud af døren før klokken 7. Så suser jeg videre for at sidde på mit arbejde klokken 8, mens mine børn så har deres legetid, oplevetid, læretid og vågne timer sammen med folk der også er væk fra deres familier. Og alt det for penge? Jeg kan så tidligst hente mine unger igen klokken 16 – 2 1/2 time før de skal sove. I de to en halv time skal vi have lavet lektier, vasket tøj, taget bad, lavet mad og spist det og på en eller anden måde, også bruge lidt kvalitets tid sammen. Jeg bliver deprimeret ved tanken, ked og frustreret over det. Den næste person jeg hører sige at ” omkring 10 mdr. så trænger babyer til at være sammen med andre børn” får et kodylt los bagi. Fint hvis de personer føler sådan, fint hvis de mener at deres børn er bedst tjent med socialt samvær i et pasningstilbud – jeg gør bare ikke. Jeg respekterer folks valg  og tror grundlæggende på, at vi alle gør hvad vi tror er bedst. Og jeg vil have lov til ikke at være enig og også uden at folk ser på mig, som om jeg er en hønemor og bindegal og måske lidt doven – for det er man vel når man “bare” vil være hjemme.

Nu er sagen den at jeg ikke “bare” vil have lov at være hjemme. Jeg vil bare have lov at være hjemme meget mere end jeg kommer til. Jeg har lovet mig selv, på amar halshug og pinky finger swear, at jeg vil forsøge at få mere tid til mine børn  og det skal nok lykkes før eller siden.

Jeg er ikke mindre materialistisk end andre, jeg sad så sent som igår og savlede over et 50mm f/1.2 L USM objektiv til små 11,899 kr og et 85 mm f/1.2 USM L objektiv til 16,999 kr. og en makro 100 mm f/2.8 IS USM til 6,799 kr. og et 135 mm f/2 L til 8,699 kr.  – og så har jeg endnu ikke nævnt de zoomobjektiver jeg ville anskaffe senere. Jeg kunne bruge millioner af kroner på ingen tid – men jeg vil langt hellere blive hjemme ved Liv – bare 6 mdr. mere og derefter arbejde på halv tid.

Jeg udtrykker mig bedst igennem billeder og  de gyldne regler for fotografi foreskriver jo, at man aldrig tager billeder af børn oppe fra – medmindre man gør det for at bryde reglen. Og det er hvad jeg gjorde idag. Så mange andre mennesker jeg kender udtrykker sig selv kreativt igennem strikning, hækling, malerier, collager, kager, have arbejde og mange andre ting. Jeg kan kun gøre det via fotografi. Hele dagen har jeg følt at min lille datter er så – ja – lille. Alt alt for lille til pasning og alt for lille til en hverdag uden mor. Og min lille datter set med mine øjne, ser sådan her ud.

IMG_7349web

Collagesmall