Chokolade bekendelse

Jeg lægger flot ud her til morgen, med at vade ud i en snedrive i sutsko. Jeg anbefaler det ikke, det er s***e koldt.

Liv holder fast i at søvn er noget overvurderet fis, hun har sovet 1 1/2 time fordelt over hele dagen og hvis jeg skal sige det, er det alt alt for lidt. Den ene halve time fik hun sneget sig til på ryggen af mig. Hvis ikke jeg havde den mulighed lige at binde hende fast på mig, ville jeg seriøst intet få lavet. Fordi livet er så forholdsvis uden spænding i Lindknud, skulle vaskemaskinen da lige sætte gang i min puls. Ved den sidste vask idag, ville den pludseligt ikke centrifugere med mere end 100 omdrejninger i minutter = plasvådt tøj. Forsøgte med at køre et centrifugeringsprogram, men det gav ikke mere. Forsøgte (for stædig er man jo) med skåne centrifugeringsprogrammet og det var en anelse bedre – men stadigt meget meget vådt vasketøj. Ja så er rådne råd dyre – eller noget i den stil- og man må ned på alle fire og skille maskinen ad. Filteret var nærmest pinligt rent (et mysterie i sig selv) så det var nok ikke problemet.

Så måtte vi lede stakke af kvitteringer igennem, for vi skal jo have lavet den maskine. 2 voksne, 3 børn hvoraf en er på stoffer og ingen vaskemaskine- det går bare ikke. Langt om længe finder man kvittering og får ringet til firmaet, som smart nok har skiftet navn i mellemtiden. Vanen tro får man så fat i en latterlig svarer, som siger tryk 1 hvis du er menneske, tryk 2 hvis du er firma, tryk 3 hvis du ikke falder under katergori 1 eller 2 osv. osv. Efter at have tastet 1, så 2 , så 1 igen og så 4 får man at vide at hvis ens maskine er gået i stykker,så må man ringe til producenten. Telefonstemmen oplyser lidt kækt at man kan finde nummeret på deres hjemmeside. 20 minuter senere giver jeg op og ringer igen og efter at have trykket 1, så 2, så 1 igen, 4 og derefter 2, får jeg en frisk fyr ved navnet Robin i telefonen. Han oplyser at det vist nok er korrekt at man ikke kan finde producenternes telefonnumre på deres side. Flot så! Hvem ringer jeg til for at få de 20 minutter af mit liv tilbage?

Jeg ringer til Simens og får efter et møde med en telefonstemme og lidt tasten numre, fat i en ganske hyggelig dame. Eter udveksling af diveres serienumre, telefonnumre, husnumre og antal børn  får jeg så kækt at vide, at de da allerede kan komme næste torsdag. Ahhhh what? Hørte hun ikke at jeg sagde 3 børn?

Mærkværdigt nok ser det ud som om maskinen er kommet med tomme trussler, for jeg har (stædighed igen) kørt en maskine med hexafofat og derefter prøve vasket et håndklæde på et kort program – og nu virker den. Jeg afbestiller ikke før i næste uge, jeg tør simpelthen ikke.

Og nu til chokolade bekendelsen.

Jeg var på andet forsøg i at putte Liv, da Iben kom luskende ind i soveværelset. Hun spørger grådkvalt om hun må komme ind. Jeg siger ja og spørger så hvad der er galt. Hun spørger mig om jeg kan huske den dag hun vand pakkekalendergaven i SFO’en. Jeg svarer ja, men må indrømme at det er lidt fjernt. Iben fortæller mig at det var den dag hun kom hjem og jeg med det samme spurgte hende, hvorfor hun lugtede af chokolade. Iben svarede at hun havde fået et enkelt stykke af Astrid, som havde haft det med i skole. Jeg undrede mig lidt, Astrids forældre virker ikke som ” komme chokolade i madpakke” mennesker, men der kan jo sagtens have været en årsag til det. Jeg kommenterede den dag ikke Ibens chokolade indtag, det er vel næppe verdens undergang.

NU viser det sig at Iben ikke fortalte sandheden den dag i december. Astrid havde ikke givet hende et enkelt stykke chokolade men havde delt det chokolade, som Astrid havde trukket i maskinen i solcenteret. Solcenteret ligger lige ved buststoppestedet og der havde været tid før bussen kom og den var så blevet udnyttet til chokolade spiseri. Iben fortæller mig dette med store tårer i øjnene og virker meget brødbetynget. Iben ved ikke hvorfor hun ikke bare fortalte sandheden. Jeg bliver ikke sur over sådan noget, det ville alt andet være temmeligt dobbeltmoralsk da jeg ikke selv kan modstå chokolade. Ikke desto mindre har denne lille episode holdt Iben vågen til langt ud på aftenen i mange aftener nu. Vi har da undret os over hendes manglende evne til at falde i søvn, for normalt er hun den første der går ud , men vi blev enige om at det nok har været ferie og ændrede rytmer der var skyld i det. Nu ved vi så at det var en lille løgn om lidt chokolade der er skyld i den manglende søvn. Stakkels barn da. Iben og jeg fik dog talt sammen godt og grundigt og jeg tror at hun forstod at sandheden altid er bedst og at hun ikke må tro, at hende daddy eller jeg bliver vrede på hende. Hun faldt i søvn 2 minutter efter at have ramt hovedpuden.

Og vi skal jo da lige have lidt billeder af familiens lille chef. Jeg har i noget tid været lidt sur på mit 50 mm objektiv, uden egenligt at have nogen grund dertil. Så idag tog jeg kameraet frem og satte mit førhen elskede objektiv på og tog så billeder af Liv, der hænger ud og gør hvad babyer gør. Eneste undtagelse er, at min baby gør det allerbedst og er aller smukkest 😉 Jeg havde ikke energi til at skære ind til benet i dag, så der kommer ret mange billeder. Det sidste er et jeg må gentage snarest. Jeg blæste lidt sæbebobler hen mod Liv og det var et kæmpe hit. Næste gang skal jeg have en assistent til at hjælpe og så tror jeg at jeg kan få de fedeste billeder.

IMG_2640 copy

IMG_2641 copy

IMG_2642 copy

IMG_2643 copy

IMG_2644 copy

IMG_2645 copy

IMG_2648 copy

IMG_2665 copy

Den opmærksomme læser ser måske, at hun har underlig sorte ting på halsen. Det er ikke en afart at svinepesten, blot left over broccoli fra frokosten.

En opmærksom læser har gjort mig opmærksom på at jeg ikke har en mail adresse som man kanskrive til, så den er nu tilføjet til bloggen på den side der hedder “kontakt info”. Flot at jeg ikke selv havde bemærket det.

One Comment