Sidste dag før virkeligheden

Jeg er bare ikke klar. Jeg er slet slet ikke klar. Jeg har det lige nu bedst med at sysle herhjemme, vaske lidt tøj, lægge det på plads, drikke lidt kaffe, spille lidt Hayday- hyggelige sysler.

Lige om lidt kalder virkeligheden, den der travle hverdag, som i de næste uger bare lige er en anelse mere hektisk, end normalt. Det føles næsten som en form for hævn fra hverdags karma feen. Det er som om at efter en uges ekstremt tiltrængt ferie, skal de næste uger bare byde på stress og jag og ting jeg skal nå, som jeg ikke kan nå.
I bund og grund kan noget af det vælges fra. Jeg behøver vel strengt taget ikke fejre min 15 års bryllupsdag med Brendan. Jeg behøver strengt taget heller ikke løbe eller ride men når jeg skal fravælge, bliver det altid de ting der i bund og grund, generer et lille overskud til at klare møderne i København, undervisning af læger og sygeplejersker, som kræver at jeg 4 gange i de næste to uger må starte ca. halvanden time før og til gengæld komme 6-7 timer senere hjem på det længste dage.
Og det er nemesis at alle møder og lange dage, bryllupsdag, egen fødselsdag, venindes fødselsdag, besøg af svigerforældre falder nu, lige oven i hinanden.
Det er ikke anderledes for mig, end for alle andre – det ved jeg godt. Men jeg forsøger ikke at forholder mig alt for meget til, hvad alle andre skal igennem, for jeg synes selv jeg har nok at forholde mig til.

Efterårsferien har været et tiltrængt pusterum, det pusterum som sommerferien aldrig blev. Sommeren forsvandt i en tåge af lange køreture til sygehuse, samtaler med læger, et forsøg på at forholde sig til at man fra en dag til den anden har en far, der er uhelbredeligt syg. Og jeg er ikke færdig med alle de mange ting fra sommeren endnu, det kan jeg mærke. Hvordan fanden bliver man nogensinde færdig med sådan noget? Min fars sygdom er der 24 timer i døgnet, som en uvelkommen følgesvend, jeg ikke kan ryste af mig.
Det er ikke fordi jeg render rundt og ligner 7 dages regnvejr, men tristheden, håbløsheden overmander mig flere gange om dagen og jeg kan ikke gøre meget ved det. Faktisk har jeg valgt at lade være med at forsøge at gøre noget ved det.

Jeg har et nyt fokus, måske nærmere et forstærket indsnævret fokus. Jeg nægter at forholde mig til ligegyldigheder, ting som i mit livs perspektiv ikke betyder noget alligevel. Det er befriende men falder ikke i god jord hos alle. Og det er ok!

Write a Comment

*

*


one × = 7