Min søn – min udfordring til mig selv!

Det er ikke Sønnich som sådan der er en udfordring, eller jo, men ikke på den måde. Udfordringen er min, nemlig at få lavet en serie billeder af ham over en uge.
Pigerne har jeg en million billeder af , men kun ganske få at Sønnich. Og han er jo lige så smuk og lige så elsket som sin to søstre, det afspejler sig bare ikke i min billede samling.
Den anden dag besluttede jeg mig for at gå ud og hente ham hos en ven. Der er en lille gåtur på 3 km, det klarer han jo snildt. Han brokkede sig overraskende ikke over, at han blev hentet på gå ben og skulle gå hele vejen hjem, tror faktisk han hyggede sig ret meget med det og det samme gjorde jeg. Og som jeg gik der på grusvejen i det smukke efterårsvejr og kiggede på ham, blev jeg helt ked af, at jeg om nogle år slet ikke har de samme mængder billeder af ham, som de to piger. Og det beror jo alene på, at han enten er begravet i en bunken lego det meste af tiden eller sidder bag ved sin Nintendo DS, han laver sjældent andet når han er hjemme. Men det jo lige netop ham – NU, sådan er han , sådan vil jeg huske ham, sådan elsker jeg ham. Og kan jeg få ham lokket til at kigge på mig, så jeg kan få et billede af de smukkeste øjne der nogensinde har siddet på en dreng, så er det bare en ekstra bonus. I den næste uge, har jeg Sønnich uge og jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af det.

Sonnich1

Og nu har jeg jo tre børn og i dag, da jeg skulle tænde op i brændeovnen, mødte jeg dette syn. Jeg kunne slet ikke stå for hende, som hun sad der og læste i den fjerneste ende at stuen, helt stille og for sig selv.

Liv1

Liv3

Liv2

Write a Comment

*

*


× 1 = five