Month: November, 2016

Nærvær – et lille forsøg

Jeg er ikke nærværende sammen med mine børn. Ja det er ikke noget jeg er stolt af, faktisk tværtimod, men det er et faktum. Jeg har altid noget kørende inde bag gardinet og tit tager jeg mig selv i at svare “Hmmm. jaaaaa og aha”. Når det så går op for mig at barnet faktisk har spurgt mig om noget, må jeg skamfuldt gå til bekendelse og bede dem om at gentage det, de forsøgte at fortælle mig. Det er så ufedt.
Og jeg har tit tænkt at det kan man vel let lave om på, imorgen, lige om lidt, i næste uge…. Det sker bare ikke. Jeg har tralvt med travlt på, deadlines, møder og arbejde og det rager langt ind i mit privatliv for tiden – det er sgu efterhånden mit privatliv. Jeg trives ikke med det og det gør mine børn heller ikke og tror da også nok at min kære mand synes, det er ved at tage lidt overhånd. Jeg ved det godt, jeg synes heller ikke det er ok. Jeg forsøger at dække over det, møder meget tidligt og taget først arbejdet frem igen når den mindste er i seng, men jeg snyder sgu reelt set ikke nogen. Det bliver ikke lettere af, at jeg faktisk virkeligt elsker mit arbejde. Altså havde jeg syntes det var røvsygt, tænker jeg ikke det ville være så svært at lægge det fra mig, men det gør jeg ikke. Jeg brænder for det jeg laver, både på arbejde 1 g 2 og det er nok i bund og grund der konflikten opstår.
Der skal dog ikke være tvivl om, at min familie er det vigtigste for mig og det er jo netop af den grund, at jeg ikke bryder mig om, aldrig at være mentalt til stede. Så det arbejder jeg (også)på.

I går aftes var jeg i Kolding med Sønnich. Sønnich går til parkour og normalt træner jeg sammen med en veninde i fitness centeret i den halvanden time Sønnich er i gang. I går var min veninde dog forhindret i at være der og så lovede jeg Sønnich at komme ind og kigge i ca. halvdelen af tiden. Jeg fik luntet lidt på løbebåndet og så gik jeg derinde. Satte mig på gulvet og fik det største lækre smil fra min søde søn. Og jeg var så fristet til at tage mine telefoner frem og se hvilke mails der var tikket ind, både på arbejde 1 og 2. I stedet stak jeg hånden ned i lommen, fiskede begge telefoner frem og satte dem på lydløs. Og så kiggede jeg ellers på min søn i 45 minutter, uden at tage øjnene fra ham. I den periode tror jeg, uden overdrivelse,at Sønnich kiggede hen på mig 75 gange. Han skulle lige se, om jeg nu også rent faktisk kiggede på ham. Og det gjorde jeg, jeg sugede det til mig, så hvor dygtig han er blevet, så da det gik galt og hans stolthed når noget lykkes ekstra godt. Og det var fedt, virkeligt fedt.
Det ville være løgn at påstå at jeg ikke tænkte på de to telefoner i lommen, for det gjorde jeg – men jeg rørte dem ikke.
Da vi kom ud i bilen snakkede vi om, hvad Sønnich havde lavet. Og det jeg bed mærke i var, at han ikke eneste gang spurgte ” så du?”. Han vidste nemlig, at jeg havde set det hele.
Så nu, i fremtiden, bliver de skide telefoner nedprioriteret. Når jeg er sammen med ungerne, skal jeg være sammen med ungerne. Det kommer til at kræve selv disciplin, men øvelse gør mester.

Og billeder her er fra Livs og min lille gå tur søndag morgen. Kameraet kom med, for det er en anden ting som er voldsomt forsømt, min elskede hobby at fotografere. Det bliver det næste der skal arbejdes på. Flere billeder, flere løbeture og så selvfølgeligt min elskede hest, som dog ikke på samme måde er forsømt. Godadis og jeg har mindst 3 dates om ugen og det er godt, både for mig og hende.

Livcollage3

Livcollage2

Livcollage1

Af en eller anden grund bliver de her billeder slørede på bloggen, det må jeg lige have fundet ud af at løse.

Write a Comment

*

*


seven − = 6

Ingen tid

Jeg har ikke tid til noget som helst. Dagene flyver bare forbi og jeg får ikke meget ud af dem. Står op, tager på arbejde, tager hjem, arbejder mere. Går i seng. Repeat.

Mit kamera bliver ikke overanstrengt, men det skal ændre sig. Jeg skal have det prioriteret igen, ungerne forandrer sig så meget for tiden, bliver så store og selvstændige og jeg går ligesom glip af det.
Sønnich er så sød og følsom for tiden, bliver mere og mere voksen og moden og har ikke helt ramt den der teenage alder endnu. Iben ser vi ikke meget tid. Gude smuk og stor og selvstændig, men gider stadig hænge ud med mor og se serier i sengen.
Liv sprudler af energi. Hun er bare altid glad og altid i gang, så helt ufattelig livsbekræftende og skøn.

Sonnich2

Sonnich1

Liv4

Liv3

Liv2

Liv1

Iben2

Iben1

Write a Comment

*

*


9 − four =