Børnefotografen

Liv mødte mig i fredags efter arbejde med stort kram og smil og bemærkningen “mor jeg har ikke set dig i to dage”. De to dage var ikke helt sandt, men det var ikke blevet til mange minutter.
I dag kommer hun ud i køkkenet og kigger på mig og siger ” mor hvorfor skal du også arbejde i weekenden?”
Av, den sved. For uanset hvor gode jeg selv synes mine argumenter er, så er det ikke nogle som giver mening for et barn – og det skal de jo heller ikke.
Og jeg har travlt lige nu. Latterligt og urimeligt tralvt. Møder meget tidligere på arbejde, for at tage senere hjem og så arbejde videre der. Og lige nu er det et livs vilkår, et som jeg slet ikke synes om.

Jeg pakkede arbejdet væk. Jeg har set Real Steel med Liv i dag, gået en tur på en mark og hørt historier hun selv har digtet. Og det skal jeg finde mere tid til. Jeg ved bare ikke helt hvordan endnu.

Søndag er på en gang en favorit dag og en hade dag. Sidste dag i weekenden og en lang uge forude. Alligevel får jeg som regel det meste ud af den, vredet det meste ud af hvert minut. I dag er ingen undtagelse.
Tempoet er lavt, vaskemaskinen kører og ditto tørretumbler (sender vrede tanker til DMI) og her sent på eftermiddagen, er listen over ting jeg skal nå, temmelig lang.
Men de store unger bager kage og jeg sortere i billeder og bilder mig selv ind, at jeg nok når det hele alligevel.