Month: October, 2015

Langsom søndag

Det er ikke tit at vi alle er i huset. I dag er ingen af os i huset på samme tid, men jeg er her.
Og det blev bemærket!
Sønnich kom ind efter dagens bilvaske seance, for at samle ind til klassens Sverige tur og smed en bemærkning om, om jeg bare havde været hjemme hele dagen og dovnet. Og ungen mener det jo ikke på den måde, han ville bare gerne sige, at han faktisk havde været flittig.
Men det satte tanker i gang.
Hvis Sønnich får den opfattelse, at jeg dovner fordi jeg IKKE også arbejder i dag, så er den da helt gal.
Jeg vil ikke have at mine børn tror at det er dovenskab, hvis man ikke arbejder i døgndrift – og det har jeg gjort i alt alt for længe nu. Jeg har været væk i tide og utide og når jeg endeligt er hjemme, ja så arbejder jeg.
Og det skal ændres. Lige nu.

Sønnichs bemærkning var bare sømmet på hovedet. Det har jo rumsteret i mit hoved i lang tid. En af min fars største bekymringer var, at jeg altid arbejder, altid har travlt og altid lige skal nå noget. Min far brugte ikke, hvad jeg ved af, meget tid på at filosofere over, hvorfor han fik kræft men det hang i luften, at han godt vidste, at han havde brændt sit lys i begge ender i alt alt for mange år. Og han så altid virkeligt bekymret ud, når han spurgte, hvad jeg skulle i den næste uge eller næste måned og jeg så svarede, at jeg skulle arbejde så og så mange dage udover det job jeg allerede har – som jo er fuld tid.
For ikke mange uger siden var jeg til klassefest, hvor en af mine klassekammerater sagde det samme. At alt for meget arbejde og alt for meget stress havde givet ham kræft. Det blev udtalt med 100% overbevisning og jeg tror på, at det er sådan det hænger sammen. Jeg tror mange folk godt kan mærke, at helbredet ikke er hvad det har været, men simpelthen har for travlt, til at mærke efter. Og det kommer med en pris, en alt alt for høj pris. Og det gør sgu indtryk når ens jævnaldrene skal døje med noget så alvorligt som kræft – det er ikke fair.

Så nu går jeg i tænke boks et stykke tid, jeg skal have tid til at mærke efter, hvor meget arbejde jeg kan tage, uden at jeg går kompromis med de ting der er vigtige for mig. Mine tre børn og min mand skal have mig i mange år og jeg gider faktisk ikke gå glip af for mange søndags gå ture og hyggelige timer i sofaen, hvor vi ser film og bare slapper af.

Den 7/10 ville min far have haft fødselsdag og jeg kan mærke, at jo tættere jeg kommer på dagen, desto mere savner jeg ham. Sidste år vidste jeg, at det blev min fars sidste fødselsdag og jeg husker min ambivalens. Den der knugende fornemmelse i maven og alligevel en glæde over, at jeg trods alt fik lov at fejre ham en sidste gang.
Sidst på aftenen sendte jeg min familie hjem, ungerne græd og var ulykkelig, men min far græd også og var ulykkelig. Så valget blev at jeg blev hos ham. Jeg lå i lang tid på sofaen sammen med min far og holdt om ham og blev bare ved med at sige ” jeg kan ikke mere”. Allerede på det tidspunkt var min fars ordforråd ikke stort og jeg finder aldrig helt ud af, hvad han mente – men jeg har en formodning.

Og minderne om min far, venner og bekendtes skæbne gør, at jeg bliver nød til at tænke over, hvilke valg jeg træffer i mit liv, hvordan jeg vil bruge det. Så det går jeg i gang med. og jeg ved allerede nu, at der skal være langt mere af det jeg elsker og langt mindre af det, jeg ikke gør. Livet er faktisk for kort til at prioritere anderledes.

Liv9-aug15

Write a Comment

*

*


− one = 4