Month: May, 2015

Slemt tilfreds

Der er faktisk ikke meget at klage over. Måske lige at jeg savner min far rigtigt meget i dag. Måtte lige stå og læne mig op af muren ved min hoveddør i dag, fordi jeg kunne se ham stå der – som han gjorde for ikke så forfærdeligt længe siden.
Men jeg er faktisk ret tilfreds sådan generelt lige nu. Godadis er kommet hjem. Hun er lige her, jeg kan gå ned og nusse hende lige når jeg ønsker det og flere gange om dagen. Det er faktisk ret luksus.
Og da jeg luskede hjem fra dagens sidste Godadis kæle tur, tænkte jeg over, hvor svine heldig jeg egentlig er. Den sødeste hest som bare er så perfekt til os, Iben og jeg. Jeg har haft 6 fuldstændigt forrygende måneder, hvor Iben og jeg har haft den sødeste vært og virkeligt mange unikke øjeblikke med skønne islandske heste. Iben har udviklet sig så meget som rytter i den sidste tid, fordi hun har fået lov at ride i “flok” og finde ud af, at vores søde lille ismule, også kan lide fart over feltet.
Jeg har taget rideundervisning for første gang i 30 år og fundet ud af, at jeg faktisk synes det er rigtigt sjovt at ride på bane af og til og fået virkeligt mange gode øvelser med i bagagen. Og det var faktisk ret sørgeligt at læsse Godadis og køre hende “hjem”, men i bund og grund er det jo bare et tegn på, at vi har været usandsynligt heldige at have haft Godadis hos søde Anne Sofie, der har vist os en ton tillid og været en daglig glæde på vores mange heste dage.
Og da vi læssede Godadis af “hjemme” hos Kristina, viste Godadis gensynsglæde over at se Jackpot og Beauty igen – og en ny lille ven. Hun befandt sig så fint på marken med det samme og slappede af og tyggede side om side med de andre.
Og når man er så heldig at møde så mange fantastiske hestemennesker, der er villige til at give én en håndsrækning når man har brug for det, så er man da mega priviligeret.
Og så havde jeg nogle virkeligt dejlige voksen timer med Brendan her til morgen. Brunch date uden børn. Det er faktisk usandsynligt sundt af og til.
Imorgen skal jeg, hvis vejret tillader det, drikke min morgenkaffe med min lille ismule.

Write a Comment

*

*


8 − two =