Month: January, 2015

De gode ting

Jeg prøver virkeligt at messe mig igennem den her tid. Forsøger hele tiden at minde mig selv om, at der er så ufattelig mange positive ting i min verden. Jeg har den mest fantastiske familie, skønne unger og verdens sødeste mand. Min venner er i verdensklasse og min kolleger må absolut være verdens bedste.
Ugen har været sur og trist. Måtte parkere på vej til arbejde i morges klokken kvart over kvalme fordi jeg hørte sangen cheerleader i radioen og begyndte at græde. WTF???
Ugen har været laaaaang. Jeg har ikke energien, vejret har været trist og jeg synes det er hårdt at skulle være “normal”, skulle gøre de ting, som man altid gør og bare lade som om, intet er sket. Og nej folk forventer det ikke af mig, men arbejdet skal jo gøres, bilen køres, vasketøjet vaskes. Og der har ved gud ikke været MIG tid i den her uge. Jeg har flere gange følt jeg blev kvalte i aftaler, møder og aktiviteter.
Så blev det torsdag. dagen hvor jeg helt frivilligt hopper ud af sengen lidt efter 5, for at kunne køre meget tidligt på arbejde, for at smutte tilsvarende tidligt.
Under turen hjem i bilen var jeg skiftevis hooked på at ride og tilbøjelig til bare at køre ud og nusse med hende.
Jeg stikker hovedet rundt om hjørnet og vupti, der står hun. Min skønne hyp og mit humør steg med 70%. Og vi red ud i den danske vinter. Hagl og sne stod ned tykke stråler og det var perfektion. Og efter 45 minutter på hest i uvejret, var jeg ligesom renset ud, humøret meget bedre og overskuddet genfundet.

Write a Comment

*

*


− two = 3

Hverdagen truer

Åh jeg får helt ondt i maven af at skulle på arbejde i morgen. Som i virkeligt ondt i maven. Jeg er slet ikke klar til at møde nye triste skæbner, forholde mig til folks vredesudbrud eller klager.
Selvfølgeligt stater ugen full on. Mandag byder på to børn der skal til svømning, på forskellige tidspunkter – selvfølgeligt, og et barn der skal til Skibelund og lave gymnastik. For at gøre det hele mere stressende, er der næsten totalt sammenfald i tidspunkter og geografisk er det i hver sin ende.
Tirsdag. Ikke mindre end to møder efter arbejdstid, hvoraf det ene ligger I min arbejdstid. Hvis ikke lige det var fordi det var vigtigt,havde jeg simpelthen boykottet det. Og ja, en time senere endnu et info møde om børnehave og skolestart, en skolestart jeg ikke ser frem til, fordi jeg stadig ikke have en god mavefornemmelse af matchet Liv og lokal folkeskole.
Onsdag er altid dum, skal hente barn og hænger i en klokkestreng for at nå det.
Torsdag, første mulighed for at se min hest men kun hvis jeg omlægger min arbejdstid og starter før klokken 7.
Jeg mangler ork. Jeg mangler i den grad ork.

Mit helbred er stadig ikke det bedste, der er stadig masser af rod med skifteret og whatnot efter min fars død og vi mangler stadig et skib at sejle ud med min fars urne i.

Det er søndag og lige nu er ugens højdepunkt fredag eftermiddag og en vinterferie, der heldigvis ikke er for langt ude i fremtiden.

Iben-Godadis3-jan15

3 Comments

  • hella · Posted 25. Jan 2015 at 18:04 · Link

    nej. det er ikke spor sjovt, havde lidt svært med hele familien samlet i dag. der manglede en. Håber din uge starter lidt rolig

  • admin · Posted 25. Jan 2015 at 18:12 · Link

    Ja gu gjorde han så- manglede. Det er bare ikke let mor, det synes jeg heller ikke. :(

  • kristina · Posted 25. Jan 2015 at 18:19 · Link

    <3 til jer begge

Write a Comment

*

*


two + 8 =

Overfladen

Indrømmet, jeg er ikke en særlig overskudsagtig ven for tiden. Jeg har ikke ringet tilbage, selv om søde mennesker i bedste intention har ringet til mig – jeg orker det bare ikke. Det kommer, det ved jeg, men lige i disse dage, kan jeg næsten ikke tvinge mig selv til noget og jeg vil egentlig heller ikke skulle tvinge mig til at kontakte folk, jeg holder af og normalt opsøger pga. af lyst. Det kommer igen, det ved jeg, men hav lidt tålmodighed med mig.

Det er tretten dage siden at min far døde. En evighed på nogen måder og for et sekund siden på andre måder. Det er tomt, der mangler noget og det er ikke kun mig, der har det på den måde. Heldigvis har min mor valgt at bruge rigtigt meget tid sammen med mig og det hjælper faktisk meget. Jeg må sande at selvom jeg har rundet de 40 år, så finder jeg stadig ro og trøst i min mor – og jeg tror det gælder begge veje.
Vi har begge været i det her sygdoms virvar siden min far blev syg i sommers, hele vejen. Jeg så meget som jeg overhovedet har kunnet, med de forpligtelser jeg har i form af arbejde, arbejde 2, børn og mand og hest – min mor på 120% fuld tid. Og det ville være næsten ubærligt pludseligt at være helt selv om sorgen, tankerne og minderne.

Der sker underlige ting, når folk dør. Der er så mange ting der skal tages stilling til, så mange ting man skal holde styr på og selvfølgeligt kommer der også overraskelser. En af dem er, at min mor åbenbart rent teknisk i få dage har været millionær. I forbindelse med et hussalg tilbage i 2013 hævede kreditforeningen ikke salgssummen til (delvis) indfrielse af deres lån og derved stod der på en sikringskonto et beløb på små 1.2 millioner kroner. Og det er et problem nu, hvor man pga. af den sikringskonto, som de ikke har haft adgang til, ikke kan få medicinkort, boligstøtte eller begravelseshjælp. SUK. Så selv om jeg stadig har ” fri”, så har jeg så rigeligt at se til.

Når jeg er alene er dedikeret til navlepilleri. Laver så lidt som muligt som jeg ikke gider, men forsøger at passe på mig selv, med ting jeg hygger mig med. Jeg har på Brendans strenge ordre taget orlov fra eget firma, frem til 1/4, så jeg skal nok få indhentet kedelige pligter på et senere tidspunkt.

Liv2-jan15

Liv1-jan15

Liv3-jan15

Liv4-jan15

Liv5-jan15

Liv6-Jan15

Liv8-jan15

Liv9-jan15

Liv10_jan15

Liv11-jan15

Liv12-jan15

Liv13-jan15

Liv14_jan15

One Comment

  • Kristina · Posted 23. Jan 2015 at 06:27 · Link

    ❤️

Write a Comment

*

*


six − = 4

Bedemand

Det er egentlig vildt, hvor travlt man har når nogen er døde. Minutter efter er de allerede de første ting der skal tages stilling til og så kører det ellers slag i slag derefter. I går brugte vi dagen på at rydde ud i mors hus, så det igen kom til at se ud som et hjem og ikke længere et sygehus. Min søster er frygtelig effektiv, min mor og jeg – tja vi var for udmattede til helt at kunne rumme det.
Jeg sad meget af tiden og kiggede over på den tomme seng, og kunne stadig se og høre min far – som jeg har gjort nat efter nat i den sidste lange tid.

Jeg er blevet syg, ikke noget alvorligt bare snot og ondt i halsen men det vælter mig helt lige nu. Og der er jo ikke meget at sige til det, det er vel en helt igennem normal reaktion ovenpå en helt igennem frygteligt uge. Faktisk et helt igennem frygteligt halvt år.
Selv med sygdom i kroppen, skal tingene ordnes, så i dag havde vi møde med bedemanden. Et helt igennem dejligt og positivt møde, med en bedemand, som vi vel egentlig er stammekunde hos. Vi fik de små detaljer talt igennem, det store træk har min far helt selv bestemt og det er så skønt og befriende. Ikke på noget tidspunkt har vi måttet gætte os frem til, hvad min far ville have ønsket, alt er talt igennem. Og bedemanden kvitterede for besøget i dag med en email til mig, hvor hun skrev at vi var dejlige at være sammen med. Og jeg tror det er vores afklarethed der gør forskellen, at vi kunne tage en afslappet snak ud fra min fars ønsker – alle er enige, ingen har modsatrettede ønsker.

En del af I søde mennesker derude har spurgt til dato for begravelse og bisættelse, men der bliver ikke nogen. Min far har ikke ønsket en begravelse eller en bisætttelse, han vil spredes i havet ved Lister Dyb og sådan bliver det. Nogle har givet udtryk for, at det er en sær måde at komme herfra på. For min far, er det den eneste rigtige måde.
Min far har opdraget os med en forkærlighed for Vesterhavet, han var surfer og elskede Rømø og stranden og vandet. Hvis en storm var på sit højeste, kastede han os alle i bilen og køre os så langt ud mod vandet som det var muligt. En god storm og havet har altid været en festlig begivenhed i mit hjem. Min far skal være i sit elskede Vesterhav.
Når jeg har det svært, når livet er uretfærdigt, problemerne hober sig op og jeg ikke kan overskue noget som helst, så tager jeg til Vesterhavet. Når jeg hygger mig med en sejltur, en ridetur eller en dag ved stranden med min familie, så tager jeg til Vesterhavet. Min vil altid være lige der, hvor jeg allerhelst vil være og jeg kan slet ikke forbinde min far med et gravsted – det er slet ikke rigtigt.

I går da jeg kom hjem efter samtalen med bedemanden, sagde jeg til Brendan, at jeg vil ud til min far den dag det bliver min tur. Det kan godt være at nogen opfatter det som lige lovligt makabert at bringe op, lige efter min far er død- men det føles vigtigt at få sagt. Jeg vil ikke at mine børn eller Brendan skal sidde tilbage med en masse spekulationer og tage en masse beslutninger, når den dag kommer. Jeg vil ikke bebyrde dem med et gravsted, en evig dårlig samvittighed, fordi ingen af os bruger de gravsteder vi har. Vi har folk i vores hjerter og i vores minder og vores elskede familiemedlemmer kan findes frem i vores bevidsthed på et split sekund. Jeg har ikke brug for nogen grav.

I dag er det tre dage siden at min far døde. Det er fandeme svært at forstå. Jeg har ingen far mere. Og det føles ensomt og forkert og billederne fra de sidste frygtelig døgn bliver ved med at dukke op. Jeg prøver at fortrænge dem, men jeg kan ikke.
Jeg har 2 uger fri nu, som en del af min plejeorlov, og dem skal jeg bruge på at komme til hægterne igen. Huset ligner lort, her er beskidt og vasketøjet hober sig op, men jeg tager det i små bidder, en ting af gangen – mere har jeg ikke overskud til.

Write a Comment

*

*


five − = 4

Stormen kom og far fløj

Så fik han fred. I går morges stod jeg ved min fars seng, da han tog sin sidste åndedrag. Og de sidste par timer var stille, og det forsøger jeg krampagtigt at holde fast ved. Der var intet værdigt eller smukt over hans forløb til sidst, desværre. Min fars værste frygt blev til virkelighed og vi der elsker ham, stod på sidelinjen og kunne intet stille op. Det var rædselsfuldt. 4 døgn tog det, 4 døgn uden søvn, 4 døgn hvor der er blevet grædt tårer i frustration og hvor vi igen og igen bad personalet om at gøre noget, bare et eller andet.
Det ene døgn tog det andet, dag blev til nat, nat til morgen og vi sov ikke, hvilede ikke og til sidst sejlede det hele rundt for os. Gulvet føltes som bølgepap når jeg gik på det og det forbi passerende må have troet, at jeg havde drukket for jeg sejlede rundt. Jeg forsøgte at hvile mig men kroppen var i højeste alarm beredskab og det kunne ikke lade sig gøre.

Vi havde talt om at der kom en storm, og om at han sikkert ventede på den. Og da vinden begyndte at hyle udenfor og stole begyndte at blæse omkring, forsvandt far. Lige netop den del var perfekt.
Og da vi senere på dagen ankom til Lindknud havde stormen taget til og torden og lyn flænsede himlen med korte mellemrum. Selv om klokken efterhånden var 9, var der kulsort uden for.
Min søster , mor og jeg fik os smidt i sofaen sammen med ungerne og lå bare der, og forsøgte at fordøje følelsen af tomhed, savn og lettelse.
Dagen gik stille, folk blev underrettet af min mor og søster, jeg havde intet behov for at dele det med nogen. Jeg fik sendt en enkelt sms afsted til en tidligere kollega – men ellers gjorde jeg intet. Min søster og jeg tog ud t il hesten og mit hjerte blev glad, da hun med det samme stak hovedet op da hun hørte min stemme og kom mig glad i møde. Og både min søster og jeg fik et mentalt afbræk ved at stikke snuderene i pelsen på hesten og bare stå der i stormen og nyde hest og vejret.

I går aftes var familien samlet. Min svoger kom med min søsters unger og min fars bedste ven ankom og brugte aftenen sammen med os. Det var dejligt og det føltes helt rigtigt, det kunne ikke være anderledes.

Og her til morgen stod vi op, til en verden uden min far. Jeg savner ham.

One Comment

  • Kristine · Posted 11. Jan 2015 at 21:31 · Link

    Det gør mig ondt :(

Write a Comment

*

*


six × 9 =