Month: December, 2014

Juleaften

Jul2014collage

Der er vel ikke meget at sige, egentlig. Vi holdt jul, det var ok. Børnene hyggede sig, de voksne var vist bare udmattede, mere end normalt.
Min far fik sin gåtur og poserede for fotografen, han ved godt jeg tager billeder. Og jeg tænker hans tillid til mig lige på det punkt er intakt, eller også er han bare ligeglad med, hvad jeg gør. Alle billeder er altid nøje overvejet og mange ting kunne jeg slet ikke drømme om at tage billeder af. Men sådan her er mit liv altså lige nu, ikke en dans på roser men ret så “virkelig”.

Juleaften · 13:29 · Uncategorized

Write a Comment

*

*


nine + 5 =

En anderledes jul

Sneen daler ned uden for, så det kunne være den rene idyl. Men, for der er et men – min far ligger i sengen overfor mig. pt. dopet af morfin fordi han har så stærke smerter. Og smerterne har som sådan ikke noget med hans kræft at gøre, men skyldes det skide kateter, som er blevet en irriterende følgesvend i vores hverdag. Så jeg burde have været kørt hjem med min familie nu, men nu sidder jeg her på standby indtil vagtlægen har været. Gad vide hvornår de kommer?

Dagen i går var bare en anelse for følelsesladet, af mange årsager. Øverst på listen er jo, at min far er døende, så næste år holde vi jul uden ham. Derudover skulle der så en pæn portion drama til, med et afbud til juleaften i elvte time, en mor der græd, nogle fortvivlede børn og en meget frustreret mig. Og der flød tårer som jeg sjældent har oplevet det i min familie før, men det endte heldigvis lykkeligt. Og ungerne var glade for deres gaver, jeg var overvældet over mine, der var så mange og de var så fine.
Både min søster og jeg fik et arvestykke efter min Opa og Oma, en gave som min mor og far sammen har valgt og vi blev virkeligt rørte. Der er noget ganske særligt over gaver, som også har en historie og fra nu og til evig tid, vil det armbånd jeg fik minde mig om både denne særlige jul og min families historie.

Men nu her, mens sneen daler udenfor, er jeg fuldstændigt drænet – helt og aldeles. Og man kan jo ikke holde fri fra det her, det er her jo hele døgnet, noget som vi hele tiden skal forholde os til.

Glædelig jul eller noget. Må det for fanden da bare blive et godt nytår.

Write a Comment

*

*


five + 4 =

En god dag

Jeg stod op klokken 8 i morges, efter at have sovet godt. Ikke særlig længe, pga. gaveindpakning, men godt. Og jeg så den smukkeste solopgang mens jeg fodrede hest. Himlen blev helt rød og så fantastisk ud, imellem træerne. Klokken 9 indfandt min niece og nevø sig, og ungerne hyggede sig noget så gevaldigt.
Jeg smuttede over til hesten igen, og der blev jeg faktisk on and off hele dagen. Jeg finder ro i praktiske opgaver. Jeg fyldte hø net, rullede bigballer og flyttede slowfeedere. Jeg fik samlet møg, doseret foder og fyldt det store vandtrug op.
Ungerne fik på skift en tur på Godadis som vandrede rundt med ørene fremme, mens hun troligt og gladeligt fandt sig i, at det ene barn afløste det andet på ryggen af hende.
Og jeg fik løbet en tur i den silende regn og med vinden lige i ansigtet.

Her til aften indfandt jeg mig sammen med Liv på Rømø. Min søster kom også og min far, han var faktisk glad for at se mig, men især Liv.
Og da Liv skulle puttes, smilede min far over hele femøren og sagde ” jeg elsker dig” til Liv, som selvfølgeligt kvitterede med et kys lige på bedstefars mund og et ” jeg elsker også dig”.
Og sådan en dag, er det svært ikke at være tilfreds.

Write a Comment

*

*


4 × two =

puf puf og så i gang

Julestemningen er stadig helt udeblevet. Jeg bliver frygteligt irriteret over julemusik, julesnak og hvad der ellers er. Og det har sat sit præg i huset. Nogle af vores juledekorationer er aldrig kommet frem fra deres respektive gemmesteder. I dag udeblev nissen :( Vi har simpelthen så skide svært ved at huske de små ting, som julen bringer med sig. Indtil i går havde jeg slet ikke lavet nogen former for julebag eller konfekt. Det er bare ikke godt nok.
I torsdag kom min søde veninde Gitte forbi, hun er sgu en engel. Hun medbragte mad lige til at varme op og servere og hun medbragte pebernødde dej og vanilijekranse dej, lige til at gå til. Igår havde vi ingen energi og vi dykkede i fryseren og spiste Gittes hjemmelavede bolognese og det, at vi ikke behøvede at bruge energi på aftensmaden gjorde, at jeg endeligt fik taget mig sammen.
Så en smule konfekt blev lavet og jeg fik bagt juleboller, som vi spiste til julekalenderen. Nu ligger Gittes dej portioner på bordet og venter bare på at tø op, og så kommer der lidt julebag på kaffebordet i dag. Senere står den på marcipan, som jeg håber på at ungerne vil hjælpe til med og så har vi da næsten nået det.

Julen drukner bare i hverdag i år. Det er ikke fordi jeg render rundt og er trist hele tiden, det er mere sådan en baggrunds følelse. Jeg har bare ikke det forkromede overblik, jeg har ikke overskuddet og jeg sover simpelthen så skide dårligt om natten, at det ligesom forplanter sig til hele dagen.
Jeg bliver afløst i juledagene, min mors veninde kommer og bruger dagene op til nytår sammen med mine forældre og det betyder, at jeg kan være hjemme. Jeg tror jeg trænger til det, for det er faktisk en meget anderledes hverdag at leve ud af en kuffert. Hele tiden pakke bilen for at køre fra eller til, hele tiden være på vej til det næste sted – om ikke andet så i hovedet. Så jeg tror det giver lidt fornyet energi at være et sted mere end 2 dage.

Write a Comment

*

*


four − = 2

Bedårende lille plageånd

Jeg havde lige 30 minutters lys at arbejde med, da jeg kom til Rømø. Ny indkøbte gummistøvler skulle afprøves, så jeg kørte ned til hestene. Og vi skal vist lige finde arbejdsrytmen sammen. Pludseligt var jeg voldsomt interessant, nu nå jeg gik i blandt dem. De er ret overvældende at blive mødt af 16 heste, eller hvor mange der er, men jeg følte mig ikke utryg og de mistede snart interessen for mig. Alle på nær en. Jeg tror det er et higsteføl, men det var svært at se for jeg havde det lille hestehoved ved min side hele tiden – som i HELE tiden. Den bed lidt i min gummistøvle, den bed lidt i min benbeskyttere, den puffede til mig mens jeg fotograferede og var fuldstændigt ligeglad med, at jeg forsøgte at holde den på afstand. Jeg døbte den Punker, for den har den sødeste strit man jeg længe har set.

Jeg tænker det kommer til at tage et par besøg, før de sådan for alvor glemmer mig og så kommer de gode skud nok.

isheste8

ishest2

Write a Comment

*

*


4 + = eleven