Month: July, 2014

Trunte

Truntecollage

Trunte · 22:43 · Uncategorized

Write a Comment

*

*


+ 3 = twelve

Hængekøjen

Så ligger man her en sen aften i hængekøjen. Det er ikke så ringe endda.
Dagen har været trist.
Trunte har bidt sig selv i halen og selv om det lyder banalt, så er skaden så omfattende at en operation til 6000 kr er nødvendig. Og de 6000 kr vil nok forslå som en tømmer i helvede,  da endnu en operation vil følge og måske endnu en. Så på fredag må vores elskede Trunte herfra. Jeg kan hører hun tygger på sit kødben mens jeg ligger her.
Og idioten som påkørte mig har modanmeldt mig. Hans påstand er, at jeg midt på en landevej er bakket ind i ham. Kors i hytten. Jamen hvorfor I alverden skulle jeg spontant bakke? Og jeg kan ikke tro at de køber hans latterlige historie men jeg har jo trods alt måtte finde energien til at lave et svar skriv og sende til forsikringsselskabet. Energi har jeg intet af i disse dage.

Write a Comment

*

*


one + 4 =

Ferien der forsvandt

Vi har lavet ingenting i dag. Det er virkeligt i småtings afdelingen det der er blevet lavet, små huslige pligter man bliver nødt til men ellers intet. Brendan tog en lur, jeg nullede over til hesten og fik lagt lidt vasketøj på plads og vasket en bil. De store unger legede og Liv var hjemme og hyggede sig med os.
Og her til aften skulle slaget stå. Jeg skulle løbe en tur, det er over en uge siden og det kræver en enorm overvindelse at komme ud. Men det var fantastisk. At løbe i det smukke landskab, uden at lægge pres på mig selv, bare finde et tempo der passede og så bare nyde aftenen. Og jeg hørte kun en sang hele vejen, havde den på repeat fordi min hjerne har det bedst med forudsigelighed i disse dage. Og det var så godt, det var så sundt.
Så nu forsøger jeg at indprente den følelse jeg har, nu da løbeturen er overstået og jeg er ene mand tilbage på posten. Selv Brendan er gået i seng, det skal ellers aldrig at han er første mand i seng, men hans ferie er opbrugt og min er ikke.
Og den næste uge vil jeg forsøge at indhente noget af det tabte, have god tid til ungerne og forsøge bare at være.

collage1

Write a Comment

*

*


− 3 = two

Vores

Nu kan vi sige vores og mene det sådan helt 100%. Godadis er vores helt 100% og det er vi kiste glade for. Og jeg tror også hun selv synes hun er vores, sådan 100%.
Sikke en forandring fra da vi fik hende til låns for snart 8 måneder siden. Dengang skulle hun fanges på marken, efter en del renden rundt og viften med armene og en masse bestikkelse blev det bedre. Nu skulle hun bare kunne se, at vi havde noget lækkert til hende, så stod hun stille så lang tid som det tog at få godbidden ud af hånden på os. Vi skulle være meget hurtige hvis vi ville have hende hægtet på et træktov.
Lidt senere igen begyndte vi at snyde. Nogen gange havde vi en godbid med, andre gange ikke og vores succes rate var 90%.
Nu kalder vi bare på hende og så kommer hun.
Hun er ikke hesten der kommer en frisk i møde. Hun er en reserveret dame, som gerne selv vil bestemme og hun kommer når det passer HENDE. Men hun kommer.
Igår kom hun op til leddet fordi hun hørte jeg var der.

Hun er betalt og lige om lidt står jeg som den lovformlige ejer af den skønne Godadis.
Midt i al elendigheden og trætheden og modløsheden, er det bare en dejlig følelse. Og hun står lige der, ca. 30 sekunders gang fra hvor vi bor, det kunne ikke være bedre. Og om lidt, når varmen og fluerne er løjet af, så skal hun igen ud på mange og lange ture med Iben og jeg.

Iben5

Vores · 23:51 · Uncategorized

Write a Comment

*

*


one + 2 =

Røv og nøgler

Ja jeg undskylder på forhånd, men røv og nøgler er faktisk temaet lige nu. Røv og nøgler synes min far også beskriver det han og vi alle er igennem lige nu. Røv og nøgler, at jeg her i ferien faktisk stort set ikke har brugt noget tid med mine børn. Røv og nøgler, at jeg nu kan køre UDEN gps til både Åbenrå, Sønderborg og Odense sygehus.

Jeg er nok faktisk bare ikke en krudtugle lige i disse dage. Jeg bruger sindsygt meget af mit totalt manglende overskud til at prøve at forholde mig til min fars sygdom. Min fars sygdom som er??? Ja vi ved at det er en tumor og at vi formodentligt har et svar på tumorens natur om ca 8-10 dage- det føles på en gang som frygteligt lang tid fra nu og på samme tid som en dejlig afstand fra idag.
Min far fik lave sin biopsi her til morgen. Hul i kraniet og lange nåle ind flere steder for at hente ud fra den tumor. Og selv om han have insisteret på ikke at ville have besøg, så kom vi alligevel. Og han blev så glad.

Min fars tale har været meget påvirket af den her tumor, nogen gange mere end andre. Igår havde han en dag hvor han var helt klar, idag havde han tydelig afasi. Ikke helt og totalt, men nogen gange var det fuldstændig sort når han åbnede munden. Han opdager det selv hurtigt. Og når han opdager det mumler han ” nå den gik ikke” eller noget i den stil og ser fanget ud. Fanget fordi han gerne ville spørge og forklare, vel lige som alle vi andre. Men lige nu har han ekstra brug for det, siden han blev syg har igen og igen haft brug for at gentage de samme ting og spørgsmål, vel i et forsøg på selv at finde ud af, hvad der er op og ned. Nu kan han fandeme ikke engang det. RØV OG NØGLER.

Og jeg skal vænne mig til det, min mor skal vænne sig til det, min søster skal vænne sig til det. Den her så genkendelig far, en tryghedsfigur, der lige nu på mange måder ikke er genkendelig overhovedet. Og alligevel er han jo. Ja når jeg sådan skriver det, kan jeg godt se, at det næsten ikke giver nogen mening men intet giver meget mening i mit liv lige nu.

Jeg hader den manglende kontrol. Det er faktisk ellers ikke noget jeg normalt lider af. Jeg hader at jeg ikke får spist rigtigt, ikke motioneret nok, mit vasketøj hober sig op og alle de drømme jeg havde om de her tre ugers ferie, er røget ud af vinduet og erstattet af hvide sygehus værelser og endeløse køreture til sygehuse.

Røv og nøgler summer det faktisk ret godt op.

Write a Comment

*

*


two − = 1