Month: September, 2013

Efterår

Hygge i sengen til sen morgen. Rundstykker, lattes og snak over morgenbordet. Hjemlig hygge og gå tur. Aftensmad lavet af selv samlede svampe og banankage til dessert.
Jeg elsker weekender. Vi er så skide gode til weekender i den her familie.

Fall collage

Efterår · 21:30 · Personlig

Write a Comment

*

*


6 × = forty eight

Afslutning

Begravelsen i går var en afslutning på et kapitel. For en familie var det en afslutning for familielivet som de kendte og starten på et nyt kapitel, som de endnu ikke helt ved hvad indebærer.
For Iben er det et klart skel på tiden før og efter Preben. Hendes gode, rummelig og favnende lærer som hun holdt så uendeligt meget af, er et afsluttet kapitel. Et kapitel der i resten af Ibens liv vil være gode minder om, men afsluttet det er det.
I morges var sådan for alvor første kapitel i tiden efter Preben. Puha det var hårdt. Begravelsen i går har virkeligt sat sine spor og Prebens død er nu mere virkelig og håndgribelig. Han lå jo der i kisten, der var mennesker der græd, en forstenet og sørgende familie og en begravelse, hvor han blev sænket på smukkeste vis ned i jorden, for aldrig at komme op igen. Iben reagerede voldsomt her til morgen. Hun ville ikke i skole. Jeg gider det ikke, Preben er der ikke! Og det har hun ret i.
Store krokodille tårer faldt og jeg endte med at måtte smide overtøj og håndtaske, og bare kramme, holde om og forstå.
Mon ikke der kommer flere af den slags dage?
Jeg har lovet Iben at vi tager ud til Prebens grav om ikke for længe, hvor vi så køber en buket fra hende, som vi kan lægge til ham. Det er hendes eget forslag og jeg tror det betyder meget for hende, at han ikke bliver glemt bare fordi han ikke er mere.
I virkeligheden er det vel den lærdom man kan give med i den her svære situation. At vi selv er med til at bestemme vores eftermæle – og Prebens er godt.

IMG_1890

IMG_1888

Afslutning · 22:35 · Personlig

Write a Comment

*

*


nine − = 6

Voksen

Nogen gange synes jeg mere jeg leger voksen end at jeg egentlig er en. Voksne er sådan nogle med nydelig hjem og styr på sagerne. Voksne er sådan nogle der altid har en mening om, om børn må dette og hint. Voksne er fornuftige og velovervejde.
Jeg er ingen af de ting. Jeg siger ofte ja til noget, som jeg måske burde sige nej til. Men jeg siger ja fordi det vil mit hjerte helst og fornuften får ikke altid overmagten. Jeg har ofte ikke styr på noget som helst. Vi glemmer børnearrangementer og lektier og her er nok hyggeligt, men ryddeligt er der sjældent og når der er det, så ikke ret længe.
Jeg serverer pandekager oftere end godt er.
Jeg er ikke altid velovervejet.

Imorgen skal jeg være voksen. Jeg skal støtte mine unger på en vigtig og meget hård dag. Jeg skal hjælpe dem igennem en af livets hårde vilkår – at vi nogen gange mister nogle, som betyder meget for os. At døden nogen gange rammer urimeligt tidligt og tilfældigt. At ingen af os kender vores udløbsdato.
Og jeg skal nok tage mig sammen, men jeg føler mig ikke voksen. Jeg har mest af alt lyst til stille mig på en mark og skrige af fulde lungers kraft – for det er så urimeligt og hårdt.
Og det er jo ikke første gang jeg oplever den her frustration, jeg har desværre haft min andel af tidlige dødsfald blandt venner og bekendte.
Døden er ikke altid uretfærdig, den kan være god, den kan være ønsket. Men den sorg især Iben gennemlever lige nu, bunder ikke i ventet dødsfald af et gammel menneske. Her har vi med et i mine øjne relativt ungt menneske at gøre, som burde være i hos sine børn og kone i mange mange år endnu – men ikke fik muligheden.
Det er så svært at formidle budskaber eller tale med et barn om ting, man ikke selv kan forstå. Og jeg forstår ikke hvorfor sådan noget sker!
Nu vil jeg gå i seng og forbedrede mig på imorgen, hvor ungerne siger farvel til Preben.

Voksen · 22:24 · Personlig

Write a Comment

*

*


5 × = ten

Eftertænksomhed

Det er ikke let i disse dage. Iben er virkeligt hårdt ramt. Det ene øjeblik er hun ved at rive hovedet af sine søskende, det næste græder hun over det bare ingenting og stormer op på værelset. Det er svært, det er urimeligt og savnet er virkeligt stort for Iben.

Liv og jeg gik en tur idag. Iben havde brug for sofa tid – det havde vi alle forståelse for. Og jeg nød den milde dag, blæsten og smukke Liv, som ikke fatter noget som helst af, hvad der foregår. Hun rendte glad rundt sammen med dukken Bodil og kvidrede løst om dit og dat. Og jeg satte mig tæt på hende og kiggede bare på hendes små ansigts udtryk. Hun er så animeret Liv, hun er så levende – og det var lige hvad jeg trængte til.

LIv collage september

Write a Comment

*

*


9 × = twenty seven

Vi er i chok

Lige efter frokost i dag kommer vores sekretær løbende med en meget vigtig besked fra ungernes skole – jeg skulle ringe øjeblikkeligt. Ungerne var ikke kommet noget til var beskeden før jeg fik lappen med telefonnummeret. Og så vidste jeg bare hvad der var sket. Det der bare ikke måtte ske, er sket.
Og desværre fik jeg det bekræftet da jeg få minutter senere fik hul igennem telefonen. Preben er død. Søde rare og dygtige Preben. Preben som i den grad altid formåede at se positive i børn.
Iben har alle dage været usædvanligt glad for Preben, og det har vi voksne også. Iben blev set på en måde som har betydet uendeligt meget for os herhjemme. Han så hendes dygtige faglighed og roste den til skyerne men hvad der var langt mere vigtigt for os, så så han Iben som en hel person – med styrker og svagheder. Han så en pige med endeløs empati, en pige der oftere end godt er tilsidesætter sine egen behov for at gøre andre glade. Han så en pige der altid forsøger at rumme de “skæve” typer hun kommer i kontakt med og en pige som ikke altid kan forstå, at ikke alle har hendes store hjerte og åbne sind. Når Preben beskrev Iben kunne man mærke, sådan virkeligt mærke, at han kendte hende og forstod hende og værdsatte hendes personlige egenskaber. Han så også en pige der har brug for lidt hård hud. En pige der skal lære at sige fra, en pige der nogen gange skal passe mere på sig selv end andre.
Og alle de gange vi har været til skolesamtale med Preben, eller talt med ham i andre sammenhæng, har det fyldt vores samtaler. Hvordan passer man bedst på sådan et gemyt som Iben. Som han pragmatisk kom frem til hver gang, så kunne vi sagtens bruge en masse energi på at udstyre det lille super fine menneske med gode livs værktøjer, for fagligt havde hun ikke brug for særligt meget.
Og bare det at en som ikke er familie ser det og så fint for sat ord på, hvad han observerede og at han udviste reel interesse i, at vi fik arbejdet sammen om at hjælpe Iben med at kunne navigere i en verden, hvor ikke alle kan identificere, forstå og respektere et lille menneske, der faktisk har alle de bedste kvaliteter man kan have – bare tifold. For vi kan jo alle se at Iben til tider bliver tromlet ned, overrasket over at ikke alle værdsætter det hun gør for dem og hun bliver så uendeligt såret når det sker.
Og Preben havde gode samtaler med hende om det, gode samtaler med os. Han kaldte hende det perfekte barn og den perfekte elev. Og han mente det. Han har ganske sikkert sagt det samme om andre børn og mente det i lige så stor stil. Det var jo netop det, der gjorde ham så helt speciel og unik som lærer. Udgangspunktet var at alle børn er ganske særlige og alle har noget at byde ind med.
Stakkels den lærer der nu skal fylde hans sko. Den byrde ville jeg ikke turde tage på mig.

Idag er en virkeligt sørgelig dag og her på matriklen sender vi tanker til hans familie, som må befinde sig i et sandt helvede lige nu.

Vi er i chok · 20:58 · Iben

Write a Comment

*

*


− three = 6