Month: November, 2011
Atter en gang kan jeg findes på et billede på bloggen. Brendan tog det i dag til juletræsfest, hvor en langt fra frisk Sønnich bare ville putte med mor. Det sker ikte tit mere og det blev nydt i fulde drag. Jeg tror det kommer til at tage en rum tid, før Sønnich igen er tilbage ved det energiske jeg.
Ok, så af og til må man ind og tjekke hvor mange læser ens blog. Jeg gør det forbløffende sjældent, glemmer det og måske betyder der faktisk heller ikke det helt store om det er nu er 200 eller 400 eller 16. Min blog er jo først og fremmest for mig, sekundært for alle andre.
Her til aften, mens jeg venter på at min the bliver den rette temperatur til at drikke, tjekkede jeg – og hold da op.
Her er nogle af de søge ord jeg er blevet fundet på.
Death Kristina Daley. Håber sgu bare en eller anden var for doven til at skrive Death by chocolate.
Bussemand.
Kristina Raaby Daley. Nysgerrig bliver man når folk bruger hele mit navn.
Fotografering Bilka. WTF????? Det er ikke mig, bare så du ved det.
Gert Meeske????? Jo jo, den havde jeg nok ikke set komme.
I can’t do this
but I’m doing it anyway
Det kunne sagtens have været mottoet i dag. Sønnich er syg på 7 dagen med høj feber, Liv er sendt afsted for første gang i 7 dage og jeg har selv været hjemme i to med bi-og pandehulebetændelse.
Jeg troede jeg skulle ligge på sofaen og have ondt af mig selv,mens Sønnich underholdt sig selv. Sådan blev det ikke.
Pludseligt står det ud med blod af Sønnichs næse, og ikke som i almindelig næseblod, nej det pumper ud i kaskader med hvert pulsslag. Stol, gulv, mig, ham – alt sejler i blod.
Ringer til lægehuset – telefonsvarer. Great.
Ringer til kollega. Optaget.
Ringer til lægehus igen og får besked på at komme med det samme.
Unge ud i bilen alt imens jeg forsøger at holde springvandet fra næsen nogenlunde under kontrol, håndklæder bliver flået med ud til bilen og så kører vi ellers. Sønnich er i nattøj. Blod gennemblødt nattøj.
Vi tilses af læge, vi får taget blodprøver, vi taler med læge.
Ingen ved hvad han fejler. Måske et virus, måske bakterie.
Vi ender med at tage hjem med besked om, at sker det igen så kører vi direkte til øre-næse-hals læge, vores praktiserende læger har ikke hvad det skal til, for at få styr på så voldsom en blødning.
Nu er sofa og stole betræk vasket. Ungerne sover . Min mor og far kommer og er juleklip stand in i morgen, hvor jeg har syg dreng, lille datter der skal til tandlæge og et julearrangement som Iben ikke skal være selv til. Og ja, jeg kan ikke være hele tre steder på en gang!.
Sådan ses han sjældent og derfor er det endnu mere vigtigt, også at have billeder af ham sådan. Han ser så lille og sårbar ud – min ellers friske og frejdige dreng.
Hun er 2 1/2 år nu, min lille Liv. Jeg fatter ikke hvor tiden bliver af. Hun snakker som et vandfald, hun er en lille børste, hun er kærlig og finurlig. Hun er rocker sej til at skifte imellem dansk og engelsk og hun er meget glad for sin mor.
Liv kan alt det som de store kan, hun tøver aldrigt med at rende efter dem ud i vand, op på en høj rutchebane, ind af ukendte døre. Faktisk er hun på det punkt ikke ret meget 2 1/2 år – men det kommer nok deraf, at hun har to store søskende.
Liv og jeg har fået en smule mere tid sammen. Hveranden fredag holder jeg nu fri og jeg nyder bare at sidde og betragte hende, når vi er helt alene hjemme. Hun kan, som sine søskende, fordybe sig i en leg, så hun slet ikke ænser jeg er der.
Hun ser på alt med undrene øjne, udforsker alt og alligevel har hun et meget udpræget ønske om, at gøre alt rigtigt. Hun siger tak rigtigt meget og undskyld rigtigt meget. De canadiske gener lader sig ikke skjule.
I dag er mit 2 1/2 år gamle barn syg. Frisk og frejdig i går og klokken 3 i nat, starter hun så med at kaste op – og det fortsætter hun så med. Vi har skiftet sengetøj, trøstet, holdt skåle, tørret lange næser og trøstet lidt mere. Og skifte sengetøj og skiftet sengetøj…… Hver gang jeg spørger Liv hvordan det går , svarer hun, ondt i mave. Hver gang jeg spørger hvad hun vil, svarer hun, sidde ved mor. Og selvfølgeligt skal hun da det, og det gør vi så. Tv’et kører, tæpper fundet frem og jeg får nok intet foretaget mig, før Brendan er hjemme igen.
Billederne af Liv og jeg er taget af Iben. Hun er virkeligt god med et kamera og hun et øje for, hvad der er et godt billede og hvad der ikke er.
vores leverum er halveret, og huset ligner noget der er løgn. På en eller anden måde, skal det så ikke være sådan på lørdag, når julefotograferingen starter. Og det kommer nok også til at ske, for den magiske oprydnings og rengøringsfe må bare indfinde sig, ikke?
Vinduerne er kommet i og det ser godt ud og de er dejligt store, så jeg glæder mig til at se lysindfaldet i dagstimerne. Rygtet siger at vi i nat kan sove ovenpå i nat – men jeg holder ikke vejret i spænding.
Lige nu er jeg i en kreativ fase, dem har jeg periodisk og så skal jeg bare lave et eller andet ud over det sædvanlige. Så jeg leder lige nu med lys og lygte efter en gamnmel funky stol eller sofa. Kan mærke at jeg nok må ud og kruse genbrugsbutikker imorgen eller fredag med håb om at finde en. Jeg har lovning på at kunne låne Iben til noget fotografering, mangler at få taget nogle billeder af hende lige omkring hendes 9 års fødselsdag. For at få styr på kreative impulser, har jeg sat mig for, at jeg hver dag skal have taget 1 billede. Det behøver ikke være et portræt, det kan være hvad som helst og så ser vi hvad der kommer ud af det. Ok det bliver nok hver dag, dog ikke onsdag. Så imorgen..