Month: November, 2010
Så er familien ankommet fra Canada. Selvfølgeligt kunne det ikke være anderledes end at jeg er sådan lidt små syg, måske endda mere end små syg. I går var jeg overvældende træt sidst på dagen, hvor jeg havde besøg af en del af kaffeklubben og vores tilsammen 8 unger. Jeg gik i seng med mavepine men tilskrev det overdosis af brownies, men sidst på natten måtte jeg sande, at der nok var mere i det. Jeg har frosset, svedt, haft ondt i maven og hovedet, ømme muskler og i det hele taget bare været rigtig sølle. Jeg har hele dagen forsøgt at finde ud af, hvorvidt jeg kan tage på arbejde i morgen, men det må natten vise. Lige nu, har jeg det bedst i kort afstand fra mit eget toilet – men det kan vel ikke vare evigt.
Det var dejligt at se familien igen. Min svigerinde har jeg ikke set i alt alt for lang tid og i dag var det første gang jeg mødte Peyton. Han er sød og charmerende og skøn og jeg tror at man kommer til at kunne se en del til ham her om ikke så længe.
Sammen med familien er C flyttet ind igen. Da jeg trissede ud for at hente mig en kop the (jeps, jeg har det virkeligt ikke godt) lå der, midt på bordet. C’s dagbøger og hans kørekort. Jeg stod bare stille og kiggede på det og følte faktisk at jeg gjorde noget forkert. Jeg åbnede dem ikke og alligevel følte jeg, at jeg snagede i en del f C’s liv, som jeg ikke er inviteret til. C’s kone har sendt det til Brendan, jeg synes det er stort af hende. Jeg tror jeg ville klamre mig til alle minder i hendes sted, men disse omhandler nok egenligt slet ikke hende, for det var før hendes tid. Underligt som han altid er til stede ham C, altid dukker op og minder mig om, at selv om jeg har en dårlig dag, selvom jeg har faktura der skal skrives,email der skal besvare, ting der skal sendes, redigering, vasketøj, rengørin – så har jeg et liv der skal nydes og nogle børn som jeg ikke må tage for givet. Jeg bliver bedre og bedre til at sortere skidt fra kanel men jeg værdsætter alligevel et åndeligt prik på skulderen fra tid til anden, for lige at kunne rette ind igen.
Disse to hold unger havde jeg besøg af i lørdags. Dejlige børn, med herlige udtryk og sprudlende personligheder. Jeg har virkelig nydt min julefotografering i år og jeg gentager med sikkerhed næste år, det ville jeg slet ikke undvære.
Nu vil jeg gå i seng og jeg håbe så på, at jeg i morgen har det en hel del bedre end i dag.
Write a Comment
Jeg har haft travlt her i november,sådan rigtig travlt og det bliver ikke så meget anderledes i de næste par uger. Min sidste julefotograferings dag er imorgen og jeg glæder mig. Jeg har virkeligt nydt at tage billeder af så mange unger i løbet af relativt kort tid, det giver mig energi og gør mig glad. Ungerne har indtil nu været i verdensklasse. De har været smukke, drillesyge, legesyge, artige, energiske, larmende, grinende, hujende, smilende, grædende og charmerende og absolut helt og aldeles uimodståelige. Der er blevet spist grumme mange Pibernotters, aka pebernødder, men for at ære C’s minde, hedder de herhjemme Pibernotters og det bliver ikke anderledes. Jeg er blevet rigtig glad for at arbejde i studie og jeg er glædes endnu mere over, at det betyder at jeg kan tage langt flere billeder i løbet af vinteren, end det før har været muligt.
I den næste tid har jeg besøg fra Canada. Min svigermor, min svigerinde og min lille nevø kommer og skal være her i 2 uger. Vi har ikke mødt Peyton endnu, så det er vi selvfølgeligt spændte på. Jeg er også spændt på at kunne vise min 18 mdr gamle smukke datter frem til min svigerinde, som aldrig har mødt hende og også at hun igen efter næsten 5 år, skal møde min store dejlige børn. Afstanden imellem os er bare så stor nogen gange og selv om viljen i den grad har været der, så har omstændigheder gjort, at vi ikke har kunnet rejse til Canada. Vi håber på at kunne gøre det snart, men det er ikke billigt at tage afsted 5 mand og Brendan er stadig på SU, så det har lidt lange udsigter endnu. Men jeg formoder at her bliver liv og glade dage og jeg glæder mig til det. Jeg vil suge hvert et øjeblik til mig og bare observere Brendan og hans nevø sammen. Livet har lært mig, at vi aldrig må tage sådanne sammenkomster for givet og at vi virkeligt skal sætte pris på livets øjeblikke.
Apro pos. Ligesom mange andre har jeg tænkt over hvad mit nytårsforsæt skal være i år. Nu ved jeg det! Jeg skal have mere tid til mine børn. Jeg skal sige mere nej til opgaver og jeg skal opstille nogle mentale åbningstider der virker bedre for mig, end dem jeg har nu.
Vi er ved at planlægge ændringer på Slyngebarn, ændringer som jeg håber kan frigive mere tid, ikke bare til mig men til alle de fantastiske frivillige der knokler for siden. Ændringer sker som regel ikke uden en vis del protester, men dem er jeg faktisk klar til at tage. Enhver er sig selv nærmest og jeg SKAL have mere tid til mine børn og ændringer på slyngebarn vil være en del af den proces. Basta.
Idag tog jeg tidligere hjem fra arbejde. Jeg har haft nogle tidlige morgener hvor jeg har siddet på min pind så tidligt som klokken 7.15 og i dag trængte jeg til en tidlig start på weekenden. Jeg ankom hjemme til to børn der havde haft en dejlig dag sammen med bedstemor, de havde juleklippet. Iben valgte at tage med Brendan og nogle af vores venner til Ribe og jeg var så hjemme med Sønnich og Liv. Luksus. Vi hyggede og jeg lavede intet. Jeg kiggede på mine (ret mange) mails og besluttede, at de måtte vente. Så blev der ellers spist æbleskiver ( hvor jeg fandt en 50 øre i) og hygget i sofaen. Jeg lavede intet andet end at hygge og jeg nød det i den grad. Nu er klokken ved at være 22 og jeg mangler stadigt at svare på en del pm’er og mails, men det var det hele værd og mere til. Netop sådanne eftermiddage/dage skal jeg have flere af i de nye år og jeg starter jo ud med at holde lukket i januar, så mon ikke det er en god måde at komme i gang med mit nytårsforsæt på?
En del af processen med mere tid er, at jeg har fået rengøringshjælp. Ja hvor luksus er det når min mand er på SU? Men jeg arbejder to jobs, som næsten tager lige meget tid og som, selvom jeg arbejder på det ene efter ungerne sover, kræver meget af mig. Hvis jeg også skal holde huset pænt, er det tid væk fra mine børn og det er jeg ikke villig til. Så jeg har fået rengøringshjælp og Garfield, en robot støvsuger. Jeg kan næsten ikke få armene ned over, hvor stor en aflastning det har været. Huset ser nu rimeligt ud (hysterisk bliver jeg sgu aldrig) og jeg elsker at komme hjem til et nyvasket gulv og et rent hus og bare sætte mig på gulvet og se mine unger leger.
Og skal jeg så ikke slutte af med at vise dem frem, dem jeg elsker allermest 🙂
Det kan godt være at jeg ikke har været super aktiv med bloggen på det sidste, men ved antal billeder, har jeg nu indhentet det forsømte.
2 Comments