Month: September, 2010

Indsæt selv billede

af et tomt glas med treo rester, et pamol glas, en nedslidt mor og barn der sover på sofaen.
Jeg er så overnaturligt træt og mit hoved gør så ondt, at det halve kunne være nok men jeg er så glad for at være hjemme.
Morgenen startede næsten normalt. Jeg måtte skrive frem og tilbage med kunde, fordi vejret bare ikke flaskede sig og fotosession måtte aflyses. På det tidspunkt er jeg frygteligt irriteret over situationen, jeg vil gerne yde super service men vejret er jeg bare ikke ikke herre over – endnu.
Set i bakspejlet, var det faktisk heldigt at jeg ender med at være hjemme – sådan kan det jo gå.
Under morgenmaden sidder jeg og observerer min store smukke datter. Hun ser anderledes ud og jeg ved instinktivt, at det ikke er mangel på kaffe der påvirker mit syn. Iben taler til mig og noget er helt galt og det løber mig simpelthen koldt ned af ryggen. Den ene side af hendes smukke ansigt, bevæger sig slet ikke. Hun kæmper for at drikke, hun kæmper for at spise – men det lykkes ikke rigtigt. Brendan har ikke rigtigt opdaget noget.
Jeg forlader spisebordet og stiller mig i stuen og signalerer til Brendan at han skal komme. Jeg tænker hele tiden om det er mig der ser syner, er det mit job der påvirker mig, er hun bare træt, overdriver jeg? Jeg fortæller Brendan om mine observationer og han går ind og får Iben til at tale til ham og jeg kan se på ham, at han nu også ser det jeg ser. Jeg får stille spurgt, om jeg skal ringe til vagtlægen og mens Brendan laver en serie neurologiske test, taler jeg med vagtlægen. Beskeden er, at vi skal komme med det samme.
Brendan og Iben smutter og jeg er tilbage med Liv og Sønnich. Jeg ringer til mor, som (som hun altid gør) smider alt hvad hun har i hænderne og drøner fra Rømø til Lindknud. I den lille time der går panikker jeg vildt, jeg har dårlig mave, hjertebanken og jeg er hele tiden ved at tude. PÅ en eller anden måde får jeg taget mig sammen og jeg så snart min mor ankommer, drøner jeg afsted med Esbjerg sygehus.

Iben er allerede ved at blive set af en sygeplejerske da jeg kommer. Kort efter kommer læge og beskeden lyder på neurologiske test, blod prøve og lumbal punktur. Timerne snegler sig afsted på et sygehus.Forskellige læger kommer og beder hende lave trutmund, åbne munden, smile, kigge op og ned, til siden, tunge ud i siden, gå på hæle, gå på tæer, røre næsen med pegefinger med lukkede øjne. Og hun hun kan alt, bortset fra alt det der har med ansigtet at gøre og det er hjerteskærende at se. Prøverne blev taget, jeg gik da vi kom til lumbal punkturen. Jeg fandt overskud til at indse, at Iben ikke er godt tjent med, at jeg står der og tuder øjnene ud mens de stikker lange nåle ind i rygraden på hende. Mine store pige var så modig, så helt ufattelig modig og tapper. Hun græd en smule men hun sad stille og lod det ske, mens hun tænkte på at vi imorgen skal shoppe i Build a bear.

Klokken 6 kom vi hjem. Ingen test har konkluderet noget med sikkerhed endnu, men de er ret sikre på at der er tale om borrelia. De næste 14 dage skal vi hver dag klokken 17 ind til IV behandling og så er håbet, at hendes lammelse aftager.
De næste to dage skal hun slappe af, lumbalpunkturen skal have ro og noget tyder, at IV behandlingen er hård ved hende. Vi må se, hvornår hun igen kommer i skole.

Jeg er bagud med redigering. Jeg beklager og håber på at folk har lidt forståelse for at det trækker lidt ud. Dagene bliver fyldt mere ud en sædvanligvis, fordi vi nu skal afsætte omkring 2.5 til 3 timer om dagen til IV behandling med tilhørende kørsel. Jeg får det indhentet lige om lidt. Nu vil jeg lige lade min hovedpine foretage sig en anelse, måske æde lidt for meget lakrids is og så starter jeg med redigering af billeder. Sengen kalder tidligt i dag, meget tidligt.

Mor, tusinde tak fordi du bare sådan smed alt du havde i hænderne – igen. Vi ville være på herrens mark uden dig.

7 Comments