Børnefotografen

Der findes ikke noget værre end at downloade billederne fra sit memorycard, for at finde ud af, at de slet ikke ser ud, som man havde forestillet sig det.
Jeg kender det, alt alt for godt. Jeg har været så frustreret og irritereret og vred på mig selv, når billederne igen var slørerede, underbelyste eller overbelyste eller bare så kedelige og almindelige.
Min udfordring dengang jeg startede var, at her var der tale om film. Så man gik og ventede og håbede (og brugte mange penge) på fremkaldelsen og så var det bare en kæmpe skuffelse, når billederne endeligt kunne hentes.

Jeg har skuffer fuld af helt enormt ringe billeder. Seriøst, virkeligt mange.
Hvorfor smed jeg dem ikke bare ud så? Fordi jeg altid forsøgte at finde ud af, hvorfor de ikke blev som jeg gerne ville have det.
Mit kamera fejlede ingenting, det vidste jeg – det havde jeg købt for en mindre formue og det var state of the art. Men hvad hulen var det så?

Jeg fik det lært med rendyrket stædighed, ved at læse mange bøger og ved at forsøge igen og igen. Mine billeder blev fremkaldt og var præcist som jeg gerne ville have det. Jo af og til var øjnene på modellen lukkede eller grimassen forkert, men i det store hele var billederne, præcist som jeg havde forestillet mig. Det var fedt og befriende og fik den betydning, at jeg kunne begynde at udvikle min egen stil. Teknikken fyldte ikke længere, så der var overskud til at føre mine ideer ud i livet og skabe billeder i stedet for, bare at tage billeder.

Jeg lagde kameraet lidt på hylden i nogle år af forskellige årsager. Dels var jeg flyttet til det store udland – og var ludfattig, så indkøb af filme var ikke på budgettet, dels startede jeg studie og fik børn.
Når jeg af og til fandt kameraet frem, gik det stadigt fint. Jeg havde ikke glemt det jeg havde lært, men fordi mit liv var travlt, fik jeg ofte ikke fremkaldt mine film og mange måneder kunne gå, før jeg kunne se de billeder jeg havde taget.

I 2004 kom mit andet barn til verden og min søde mand købte et digitalt kameara til mig. Jeg var smadder glad for gaven, men skeptisk. Kunne et digtalt kamera på nogen måde hamle op med det godt gammeldags analogt kamera? Og skulle jeg nu starte helt forfra?
Jeg startede med at tage billeder igen og fandt hurtigt ud af, at kvaliteten faktisk var super fin. Der er ingen tvivl om, at film stadig er bedre, af mange årsager som jeg ikke vil komme ind på her, men mine billeder på mit digital kamera var faktisk rigtigt fine.

Og jeg har siden da slidt en del kameraer op. Jeg elskede at jeg kunne tage billeder og med det samme se, om jeg havde fanget netop det, som jeg havde forestillet mig. Hvis det ikke lige var som det skulle være, kunne jeg lynhurtigt forsøge igen og måske igen. Jeg elskede at det var så let at få billederne fra kameraet og over på min computer, så jeg kunne redigere og dele dem, med venner og bekendte. Det var fedt.

Det er let at lære at skabe billeder med et digitalt kamera. Når man først har lært hvilke programmer der gør hvad og ikke mindst hvorfor, bliver ens succesrate hurtig ret stor. Hvis noget går galt, har man de tekniske data lige ved hånden og når man ved, hvordan man aflæser dem, kan man hurtigt analysere og rette op på den fejl man har begået. Hver gang man begår en fejl og erkender hvorfor, kommer man et skridt nærmere på, ikke at gøre det igen.

Jeg har ikke teknisk flair, jeg er mildest talt et fjols til matematik, så det er ikke det, der gør at jeg i dag føler at kameraet er en naturlig forlængelse af min arm. Så det skal ikke skræmme dig fra at begynde at tage styringen over dit kamera, at der er nogle tal og tekniske begreber – hvis jeg kan , så kan du også.

Jeg lærer fra mig, jeg afholder i år kurser d. 1.april fra 10-14 og igen 22.april fra 10-14. Det koster 600 kr. at deltage – og det bliver sjovt.

Jeg bruger ca. 2 timer på at sætte dig ind i det tekniske og så har vi to timer, hvor vi rent faktisk tager billeder. Learning by doing.
Jeg fortæller om vedligeholdelse af kamera, hvilket udstyr der passer bedst til dit behov, hvor du kan fremkalde de bedste billeder og du får en opsummering af det du har lært på dagen med dig hjem. Og så kan du sparre med mig og andre kursister på en lukket Facebook gruppe efterfølgende, fremvise dine fremskridt og måske få inspiration fra mig og andre. Og jeg tilbyder altid at man må sende billeder til mig, som jeg giver konstruktiv kritik på.

Hvis du har kameraet, lysten og tiden, så har jeg viden og modeller og en stor lyst til at hjælpe dig, med at få det bedste ud af dit kamera.

Åh gud hvor ville jeg ønske, at det bare var en tale måde – det er det ikke. Igen i dag måtte jeg tage ud til hesten og vaske hendes røv, racermave igen igen. Jeg aner virkeligt ikke hvad der har startet det, men hele sidste uge gik op i hestepærer, røv vask og bekymringer. Så var hun god et par dage og nu måtte jeg igen sætte hende i karantæne i syge boks på hø og vand.
Heldigvis er en karantæne i syge boks ikke særligt begrænsende, det er faktisk den rene luksus. Hun kan frit gå ind og ud og har en kæmpe mark til sig selv, hvor de andre heste er lige ved siden af. Fra boksen kan hun se de andre, hvis de vælger at gå ind, så hun er på ingen måde isoleret og det gør mig så uendeligt glad. Godadis og familie er så lykkelige for vores nye hestehjem

Og Iben og jeg fik brugt kvalitetstid med Godadis både fredag og lørdag, mega hyggeligt. Så skønt med en hest , hvor Iben bare kan hoppe op på hende på marken, uden at der sker noget som helst ved det. Og nej, vi rider aldrig uden ridehjelm og jeg opfordrer aldrig nogen til det, så lad være med at få noget galt i halsen. Det var lidt spontant den her fotomulighed opstod og der blev ikke redet på hende, blot hygget.

Og når jeg ser de her billeder, så slår det mig, hvor stor Iben er blevet. Godadis ser så lille ud i forhold til den store, langbenede og slanke Iben. Godt hesten er en Islænder, for jeg havde ikke kunne bære at skulle kigge efter en anden hest, og det ville have været realiteten ved næsten alle andre racer.

De to billeder her er fra foråret 2014, nogen af en forskel

Jo tiden går, og ungerne vokser en over hovedet uden at man opdager det, hvor blev min Iben baby af???

Livs støvler var slidte, havde huller og var færdige. Det var ikke fordi de var særligt gamle, et par mdr. måske, men der var ingen vej uden om, nye skulle der til. Og hun faldt pladask for nogle guld støvler og fik dem. Og nu har vi så problemet. Støvlerne er så fine og hun er så glade for dem, at hun ikke vil bruge dem udenfor.
Reglen i huset er, at så længe sko ikke har været brugt udenfor, må man bruge dem inden for. Og hun elsker at rende rundt i dem herhjemme , så derfor bruger hun nu de gamle gummistøvler mens de nye flotte guld støvler står hjemme.
Jamen hun hulen hun er da kær.